Zero Waste af Bea Johnson – boganbefaling

af Maria

Zero Waste af Bea Johnson

Fra bogens bagside:

Bea Johnson har båret ideen om affaldsreduktion fra industrien over i privatsfæren. Hun har dermed gjort sig selv til grundlægger af zero waste-livsstilen, der fokuserer på at leve simplere, sundere og med mere tid til det væsentlige.

Det nye er, at Bea ikke starter med, hvordan vi genbruger, men hvordan vi forbruger. Nøglen til forandring ligger ikke så meget i, hvad vi gør derhjemme, men i højere grad, hvad vi gør, når vi er ude – fx i en indkøbssituation.

Bogen er delt mellem Beas lærerige erfaringer, overvejelser og praktiske how tos. Hvordan finder man modet til at være en mere besværlig kunde? Hvordan organiserer man rejsetasken? Hvad gør man, når velmenende familie og venner kommer med gaver? Og hvordan laver man sin egen mascara?

Hvor lidt affald skal man egentlig producere, før man kan kalde sig en vaskeægte zero waster?

Jeg har valgt at kalde mine bestræbelser på at reducere affaldsmængderne fra mit liv for et forsøg på less waste. Den rendyrkede zero waste-livsstil virker nemlig lidt uoverskuelig og ret kompliceret. Når man ser de der videoer på YouTube af smukke kvinder og deres syltetøjsglas, hvori de opbevarer deres affaldsmængde fra DE SIDSTE 5 ÅR (!), så tænker jeg som regel: Det gad jeg virkelig godt at kunne, det der, men det er jo overhovedet ikke realistisk …

Men. Derfor kan jeg jo godt bestræbe mig, ikk? Jeg kan jo godt gøre noget. Ikke alt, men noget. Det kan alle. Det gør jeg allerede, og jeg har hele tiden tanker om, hvordan jeg kan gøre det endnu bedre.

Og det er nok i virkeligheden det, jeg fik ud af at læse Bea Johnsons bog Zero Waste, som lige er udkommet på dansk: inspiration til at reducere mine affaldsmængder så meget som muligt, uden at det bliver ubehageligt, dyrt eller vildt besværligt. Når Bea Johnson kalder det zero waste, så mener hun det nemlig ikke bogstaveligt som et konkret mål, men som noget at stræbe efter. Inspiration til at gøre det så godt som muligt.

I bogens første del skriver Bea om sin rejse mod mindre affaldsproduktion, og om hvordan hun er gået nogle omveje og har fundet ud af, hvad der er realistisk, og hvad der bestemt ikke er. Hun skriver blandt andet, at hun går på kompromis, når det er påkrævet, og at man ikke altid kan gøre tingene 100% korrekt. Og den tilgang kan jeg godt lide. Det passer godt til min livsfilosofi.

Bogens anden del er fyldt med opskrifter, DIYs og konkrete råd til, hvordan man kan reducere sit affald. Selvom den danske udgave er tilpasset danske forhold, så er dens udgangspunkt selvfølgelig stadig amerikansk, for Bea bor og skriver i USA, og mange af Beas forslag til at leve mere zero waste er derfor ikke umiddelbart mulige at efterleve her i landet, mens andre igen simpelthen ikke er særlig relevante for en dansker. Men der er mange gode råd imellem, og jeg er især begejstret for bogens opfordring til generelt at forsimple sit liv: at leve med mindre og forbruge mindre på alle fronter, fordi det jo i sidste ende er langt den mest effektfulde indsats, man kan gøre som almindelig forbruger.

Bogen er i øvrigt ret smuk med sin helt enkle hvide farve og fine gulddetaljer. Dog synes jeg, at det er ærgerligt, at bogen ikke er trykt på et bæredygtigt trykkeri – bogens emne taget i betragtning. Ligeledes virker omslaget lidt for tyndt og sart, og hvis bogen bliver brugt, som den er tiltænkt af forfatteren – som et opslagsværk med opskrifter osv. – så holder den næppe særlig længe. Det er synd, for det er en bog med substans, som fortjener at blive gemt og genlæst mange gange.


Har du lyst til at vinde dit eget eksemplar af Zero Waste? Så hop over på min Instagram, hvor du kan deltage i konkurrencen.

Bogen er modtaget som en gave fra Forlaget Klim, men anmeldelsen er helt min egen

Flere indlæg

Skriv en kommentar

Bloggen her bruger cookies – det håber jeg, du er OK med. Accepter Læs mere