Veganske pandekager med havregryn

af Maria

Veganske pandekager med havregryn

Jeg er vild med pandekager – og det er resten af min familie også! Ja, hvem er egentlig ikke vild med pandekager?! Sådan en snasket sag fyldt med marmelade, flormelis eller en god is – det kan vist få de fleste menneskers tænder til at løbe i vand.

Hjemme hos os er vi ikke dedikerede veganere (ligesom vi heller ikke bekender os til nogen andre former for madlabels) men vi har alligevel sjældent komælk og æg i køleskabet – to ingredienser som normalt indgår i enhver hæderlig pandekageopskrift (spørg bare Findus og Pedersen!).

Dengang vi boede på landet havde vi høns, og vi havde derfor altid æg. Hønsene har vi ikke længere, og derfor har vi nu heller ikke (ret ofte) æg på lager. Jeg synes simpelthen at de æg, man kan købe i supermarkedet, er så triste i forhold til vores “hjemmelavede”, så jeg har faktisk slet ikke lyst til at spise dem eller overhovedet at støtte foretagendet – heller ikke i den økologiske udgave. Storproduktion af høns, æg og kyllinger bliver bare aldrig kønt, uanset om det drives økologisk eller ej. Kravene til økologi er efter min mening slet ikke høje nok. Man undgår sprøjtegifte, men dyrevelfærden er ikke ret meget bedre, og det gælder i øvrigt for alle slags dyr i storproduktion.

Hvilket også er den primære grund til, at vi heller ikke indtager ret mange mejeriprodukter – at være ko i et moderne landbrug er ikke nogen dans på roser … Så i stedet bruger vi havremælk – eller havredrik – denne her fra Naturli’ er i øvrigt vores favorit.

Vi er dog på ingen måder fanatiske, og gode oste er vi fx ikke villige til at undvære, så en enkelt ko eller to må altså lide, for at vi kan få vores ost (dobbeltmoral er dobbelt så godt, right?). Vi tror på, at mange bække små gør en stor å, og vores bidrag til miljøet, dyrevelfærden og vores egen sundhed er altså at minimere forbruget i stedet for at afskære os selv fuldstændig fra animalske fødevarer. Det kan man mene så meget om, men det er – indtil videre – sådan det fungerer for os. Måske ændrer det sig med tiden.

Til hverdag bruger jeg gerne lidt ekstra krudt på at finde på alternativer til brugen af animalske fødevarer i vores kost. Det giver bare god mening i mit hoved, men det er jo en personlig sag, om man tror på det ene eller det andet. Hvis man har det en lille smule som mig, så er den plantebaserede vej et udmærket valg, og man behøver slet ikke at mangle noget.

Heller ikke gode, klassiske pandekager!

De her veganske pandekager med havregryn smager nemlig nøjagtig lige så godt som almindelige pandekager med æg og komælk og måske endda bedre? Det syntes både Anders og jeg i hvert fald, da vi forleden satte dette fad til livs sammen med ungerne – som i øvrigt slet ikke havde bemærket, at pandekagerne skulle være anderledes end de plejede at være … 😉

Veganske pandekager

Udskriv
Antal: ca. 10-12 stk
. 200 calories 20 grams fat

Sådan gør du

Ingredienser

1 dl havregryn
5 dl hvedemel
6 dl plantemælk (jeg bruger som regel havredrik fra Naturli)
1 tsk bagepulver
1 tsk vaniljepulver
1/2 tsk salt
Evt. 1 tsk ahornsirup (kan udelades hvis pandekagerne skal være helt sukkerfri)
Kokosolie til at stege pandekagerne i – gerne med smag og duft af kokos

Sådan gør du

Hæld plantemælken op i en skål.

Tilsæt hvedemel 1 dl af gangen og pisk grundigt imellem hver, så der ikke kommer melklumper i dejen. Du kan eventuelt si melet igennem en sigte.

Tilsæt havregryn, salt, vaniljepulver og bagepulver samt eventuelt ahornsirup og pisk dejen grundigt igennem.

Varm en pande godt op, smelt en 1 tsk kokosolie og steg pandekagerne en for en heri. Husk at tilføre mere kokosolie ved behov undervejs.

Server pandekagerne lune med hjemmelavet marmelade, flormelis, ahornsirup eller en lækker (vegansk) is.

Indlægget indeholder reklamelinks

Flere indlæg

Skriv en kommentar

Bloggen her bruger cookies – det håber jeg, du er OK med. Accepter Læs mere