Jeg elsker simpelthen varme hveder! Smagen, konsistensen og det helt vidunderligt syndige i at spise brød med tandsmør til aftenkaffen – det gør mig glad helt ind i sjælen, ja det gør. Og nu er det heldigvis St. Bededag lige om lidt, så det er på tide at bage hveder igen.
Jeg kan nu godt finde på at bage dem på andre tidspunkter af året også, for det er virkelig en lækker form for bagværk. Omvendt er der også noget skønt i at gå og glæde sig til St. Bededag, så man igen kan spise varme hveder. Det gør det jo ekstra særligt, at det ikke er en hverdagsting.
Jeg putter i øvrigt altid kardemomme i mine varme hveder (ligesom i mine fødselsdagsboller) fordi det spiller vildt godt sammen med de fede gærdejstyper. Det giver lige det der ekstra pift.

Sådan gør du
Ingredienser
25 g gær
4 dl vand
2 æg
2 spsk sukker
1 tsk salt
1 tsk kardemomme
75 g blødt smør
700 g hvedemel
Sådan gør du
Bland alle ingredienserne i en skål og ælt dejen i 10 min. – meget gerne på en røremaskine. Dejen skal være glat, smidig og blank.
Dæk skålen til og lad dejen hæve lunt i 30 min.
Form 16 boller og sæt dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Sæt dem gerne tæt så de bager sammen i ovnen.
Efterhæv bollerne på bagepladen i 2 timer et lunt sted.
Bag hvederne ved 200 grader i 10-12 min. Hold øje med dem undervejs, så de ikke pludselig bliver for mørke.
Tag hvederne ud af ovnen og flyt dem over på en rist for at køle af.
Inden servering skæres hvederne over og ristes på begge sider på en brødrister, hvorefter de smøres med et godt lag koldt smør.