TO DO i september

af Maria

To do-lister er normalt sådan nogle pligt-agtige lister over alt muligt, man egentlig ikke gider, men som man bare skal. Det er da skørt. Det må være på tide med positive, lystbaserede to do-lister! Her får du vores liste over skønne ting, vi gerne vil lave i denne måned.

I SEPTEMBER vil vi:

1.
Bage kager! Især med squash. Fordi det bare smager så godt, og fordi man kan. Behøver man flere grunde?

2.
Høste! Det er høsttid, og vi har travlt. Vi plukker, graver, ordner, renser, sylter, koger, gemmer og håber. At vi får lavet nok, og at det holder hele vinteren.

3.
Begynde at strikke huer og halstørklæder. Det er på høje tid, hvis det skal nås inden vinter.

4.
Gemme frø til næste års produktion af egne grøntsager. Især vores kæmpeærter skal vi gemme frø fra – de var virkelig et hit i år, og til næste år skal vi have endnu flere. Ærter er det lækreste!

5.
Finde på en løsning til vinteropbevaring af kartofler. Vi har mange, og de skal gemmes godt, så de kan holde sig så længe som muligt. Overvejer pt noget med flade pap- eller trækasser med savsmuld i. Det skal løses, inden kartoflerne skal graves op i oktober – lige inden frosten begynder. Indtil da bliver de i jorden, hvor de har det allerbedst.

6.
Tage til mindst et høstmarked – måske i Andelslandsbyen Nyvang? I øvrigt et sted vi meget snart skal besøge – høstmarked eller ej. Det ser virkelig hyggeligt ud.

7.
Hugge brænde. Vi bor i en skov, og er således selvforsynende med træ til brændeovnen (som brænder døgnet rundt hele vinteren). Altså sålænge vi husker at få hugget noget brænde og få det lagt til tørre – i tide. 😉

8.
Lave varm og mættende efterårsmad. Sådan noget der simrer i gryder og syder i potter. Tager tid og smager kraftigt. Sådan er efteråret i vores køkken.

Flere indlæg

Skriv en kommentar

Bloggen her bruger cookies – det håber jeg, du er OK med. Accepter Læs mere