To do-lister er normalt sådan nogle pligt-agtige lister over alt muligt, man egentlig ikke gider, men som man bare skal. Det er da skørt. Det må være på tide med positive, lystbaserede to do-lister! Her får du min liste over skønne ting, jeg gerne vil lave i denne måned.
TO DO i januar
1.
Falde til i mit nye hjem. Det er bare en proces, der tager lidt tid for mig, og i virkeligheden er jeg nok slet ikke så god til at flytte, som jeg selv går og tror … Jeg er enormt glad for mit hjem og min base, og jeg går stadig lidt forvirret omkring her i det nye hus. Det føles og ser ud som et hjem, men min sjæl skal altså lige lande. Vi er tilmed flyttet væk fra den lille landsby, hvor vi har boet de sidste 8 år, så alt omkring os er nyt: gaderne, supermarkederne, løberuterne, menneskene. Men jeg er glad og lettet og ser lyst på fremtiden. Huset er rigtigt, haven er rigtig, placeringen er helt rigtig og naboerne er så søde. Men jeg har brug for tid og ro til at få min sjæl med. Tror jeg vil sætte mig ned et par dage og vente på, at den ankommer, ligesom de gamle indianere gjorde. De mente, at sjælen altid er lidt bagud i forhold til kroppen. Jeg tror, de var klogere end os moderne mennesker.
2.
Invitere gode venner på god mad omkring det nye spisebord i vores nye hjem. For første gang som indledning til en forhåbentlig endeløs række af gode middage i godt selskab. Jeg tror, jeg vil servere en varm og stærk chili sin carne med godt koldhævet brød til.
3.
Spille elektronisk Monopoly en masse med Lærke og Frederik. Det klassiske Matadorspil men nu med betalingskort af plastik og tilhørende “Dankort-automat” i stedet for pengesedlerne af papir. Flippet, men sjovt, og ungerne elsker det! Og det gør jeg altså også lidt … Især når maskinen siger “katjiiiing” hver gang man indkasserer penge fra sine medspillere. 😉
4.
Spise lidt ekstra sundt. Decembers julemad og en langstrakt renovering plus intens flytteperiode var hård kost på flere planer, og det er derfor på sin plads med lidt ekstra grønne sager og et minimum af søde sager – og i så fald kun i form af sukkerfri alternativer. Jeg er ikke tilhænger af deciderede slankekure, hverken i januar eller på andre tider af året, men jeg er absolut fan af at detoxe en smule i sine madvalg. Så når der har været en periode med meget kød, fedt og sukker, balancerer jeg regnskabet ved at sætte ind med ekstra mange grøntsager, frugter og grove fibre i en periode. Jeg føler det ikke som en kur, men mere som en måde at tage mig kærligt af mig selv (og min familie), så vi kan have det godt i vores kroppe. Så bliver hverdagen så meget sjovere i den anden ende.
5.
Starte året op i min nye kalender fra Atelier Aarhus. Den er bare lækker, og jeg har helt optur over at have en fysisk kalender igen. Jeg håber virkelig, at den bliver til gavn, for jeg kan så godt lide konceptet … 😉
6.
Finde nye løberuter i mit nye ‘hood. Jeg elsker at tage ud på eventyr, bare mig, mine løbesko og min allerbedste hundeløbemakker. Jeg plejer at kalde mine løbeture “hovedrengøring”, fordi det er så godt for både min mentale og min fysiske sundhed. Jeg får virkelig klaret tankerne, og jeg kommer altid i bedre humør, når jeg løber, og samtidig holder det min krop stærk og fri for de smerter og spændinger, som jeg ellers kæmper lidt med. Win win.
7.
Vi nåede aldrig i Den gamle by i december på grund af husrenovering og flytteprojekt. Derfor tager vi revanche her i januar, hvor der sikkert også er meget bedre plads. Og som altid vil vi afslutte turen med aftensmad på Street Food.
8.
Plante juleroser og hyacinter i mine krukker i haven. Fordi der ikke er andre blomster her i min nye have (der er kun græs og granitskærver) og fordi jeg begynder at længes efter havelivet … At få fingrene i jorden. Juleroser og hyacinter hører til mine absolutte vinterfavoritter på blomsterfronten, så de skal selvfølgelig indføres på matriklen hurtigst muligt.
9.
Fortsætte havedrømmene og planlægningen indendøre i form af arm chair gardening – havearbejde fra sofaen. Elsker konceptet! Jeg drømmer altid stort, men fra nu af skal jeg kun anlægge småt. Vores nye have er lille og skal holdes yderst simpel, så der bliver tid til strandliv, rejseliv og rosé-på-terrassenliv.
10.
Huske at hygge! December blev alt andet end rolig og hyggelig, så mit indre hyggebarometer er gået helt i minus. Det vil jeg rette op på i januar med tykke tæpper, gode bøger og masser af varm kaffe.
Hvad mon du skal lave i januar?
♥