TO DO i april

af Maria

To do-lister er normalt sådan nogle pligt-agtige lister over alt muligt man egentlig ikke gider, men som man bare skal. Det er da skørt. Det må være på tide med positive, lystbaserede to do-lister! Her får du min liste over skønne ting, jeg gerne vil lave i denne måned.

TO DO i april

1.
Ud i haven! Vejret bliver bedre og bedre, det begynder at spire derude og jeg er i fuld gang med Projekt Selvforsyning sæson 2018. Det bliver jo lidt anderledes i år, hvor vores have er helt ny og meget mindre end tidligere (se min køkkenhave fra sidste år her), men jeg tror alligevel, jeg kan få et godt udbytte i vores lille byhave. Det handler om at dyrke smart og intensivt, at udnytte højder og niveauer og at vælge de rigtige afgrøder, som giver stort udbytte uden at fylde en masse.

2.
Planlægge årets sommerferie. Vi har planer om at køre en tur til Paris i juni med stop i Maastricht på vej ud og Antwerpen på vej hjem. Ahh, Paris i juni – findes det skønnere? Og så tager vi 14 dage i sommerhus ved Vesterhavet midt i juli – yndlingstid og yndlingssted i Danmark. Resten af sommeren skal vi bruge herhjemme i haven og på ture ud i det blå. Det bliver en dejlig sommer!

3.
Lave en masse sommerlækker mad med tilhørende opskrifter til bloggen. Mit hoved bobler over af inspiration, og jeg glæder mig til det hele: at finde på opskrifterne, lave maden, tage billederne, skrive indlæggene – og ikke mindst at spise al den gode mad! 😉

4.
Træne. Jeg elsker at bevæge mig – eller, jeg elsker følelsen af at min krop er smidig, veltrænet og stærk – at jeg kan klare ting. Det er luksus for mig, så jeg prioriterer træning i min hverdag. Lige nu løber jeg 2 dage i ugen, dyrker yoga 2-3 gange, går en lang tur med Holly hver dag, og så cykler jeg til så meget som muligt, men jeg overvejer alligevel kraftigt at melde mig ind i Fitness World. Jeg er ellers mest fan af natur, frisk luft og gratis motion, men lige om hjørnet venter pollensæsonen, og så er det faktisk temmelig rart for mig at træne indendøre. Heldigvis er der masser af sjove hold i min lokale Fitness World, og jeg trænger egentlig også til at prøve noget nyt. Jeg ville fx elske at danse mig i form, at genoplive min gamle kærlighed til Step Aerobic eller at blive udfordret lidt på yogafronten.

5.
I teatret. Fordi april måneds TO DO kommer på så sent, så er dette punkt faktisk allerede overstået. I fredags var Anders og jeg således  i Mungo Park at se Hamlet. Det var den fedeste oplevelse –jeg var især vild med musikken! Super godt stykke som får mine varmeste anbefalinger.

6.
Plukke ramsløg og lave ramsløgspesto. Første omgang er allerede lavet, men man kan ikke lave for meget ramsløgspesto, vel? 😉

7.
På cruise til Oslo. Lærke deltog i en konkurrence sidst hun var i biffen, og så vandt hun simpelthen et minicruise med DFDS til Oslo. Vi ville nok aldrig tage på sådan en tur, hvis ikke vi havde vundet det, men vi glæder os alligevel mægtig meget til både sejlturene og en dag i Oslo. Jeg har altid gerne villet se Edvard Munch museet, og mon ikke vi finder et godt sted at spise frokost i Grünerløkkakvarteret?

8.
I sommerhus med gode venner. Sådan en rigtig voksentur uden børn og med masser af vin, god mad, gåture og vigtige samtaler om stort og småt. 24 timer på den måde er verdens bedste måde at koble af fra hverdagen og lade op til den nye uge.

9.
Spise varme hveder! Jeg elsker simpelthen varme hveder. Selve St. Bededag siger mig ikke så meget, ligesom den nok ikke gør for ret mange i dag, men hvederne – det er altså en god tradition. Min bedste opskrift finder du her.

10.
Huske at hygge! Altid. Man skal huske at hygge hver eneste dag – måske bare 10 min med en god bog eller et strikketøj eller en varm barnehånd i sin. Men hygge sig – det skal man.

Hvad mon du skal lave i april? 

Flere indlæg

Skriv en kommentar

Bloggen her bruger cookies – det håber jeg, du er OK med. Accepter Læs mere