Tanker om at blogge

Så kom vi i gang med juli måned. Og jeg er tilbage her på domænet. Jeg har savnet at skrive herinde, men tiden og overskuddet har ikke rigtig været der på det seneste. Jeg har jo masser af ideer, tanker og indlæg på lager, men jeg har ærlig talt været i tvivl om, hvad jeg ville med det her lille webhjørne. Hvis man skal blogge, så skal man gøre det ordentligt, kontinuerligt og med et sigte. Ellers spilder jeg jo både jeres og min tid, og det er der ligesom ingen grund til.

Jeg er stadig ikke afklaret omkring det hele, men det er måske også en læring i sig selv? Livet er jo forunderligt, stormfuldt og uforudsigeligt. Og det er måske i virkeligheden også godt nok til en blog som min.

Jeg fik en besked fra en gammel gymnasiekammerat for et års tid siden, og selvom jeg på ingen måder blev stødt over den, så fik den mig virkelig til at tænke over det hele. Han skrev: “Du har jo sådan et liv, man kan følge med i.”

Wow!

Det havde han jo ret i, men jeg havde faktisk aldrig selv tænkt sådan på det tidligere. Jeg mener – jeg vidste jo godt, at I sidder derude og læser med (og det elsker jeg, det er jo hele ideen med at skrive sådan et medie som en blog). Men det fik mig alligevel til at tænke lidt over det hele. For jeg deler jo ud. Jeg er aldrig privat hverken herinde eller på Instagram, men det er klart, at det indimellem bliver personligt. Og jeg synes egentlig selv, at jeg har godt styr på sondringen mellem privat og personlig, ligesom jeg også er meget bevidst omkring det at dele ud af familieliv, mine børns liv og mine andre private forhold. Det gør jeg faktisk ikke. Men indimellem ændrer livet sig, og det kan være nødvendigt – for at I skal forstå, hvad der foregår, og hvilke rammer jeg skriver ud fra – at dele ting om mig selv, som kan tolkes som at jeg lider af lidt narcissistiske træk og en usund trang til at blive set og hørt. Det gør jeg altså ikke.

I virkeligheden er jeg faktisk alt for privat et menneske til at dele ud – og samtidig elsker jeg at sende inspiration, tanker, holdninger og opskrifter ud i verden. Jeg er et kreativt menneske, der har masser af ideer, og jeg elsker at gøre dem konkrete i verden. Samtidig er jeg super introvert/tillært ekstrovert, hvilket jeg er blevet rigtig god til at være i professionelle sammenhænge. Men så snart det handler om mig, så bliver jeg faktisk temmelig genert. Jeg er også stadig virkelig dårlig til at stå foran et kamera … Men ideerne, inspirationen, tankerne og de kreative påfund inde i mit hoved, dem elsker jeg at dele ud af. For hvis de bare bliver inde i mit hoved, så er der jo ikke meget sjov ved dem, vel?

Så jeg har altså brugt lidt (meget!) energi på at mærke efter, researche og forholde mig til alt det her med blogs, sociale medier og that jazz … Hvad vil jeg med det? Hvordan? Hvor meget? Og hvad er i det hele taget pointen med det, når jeg nu ikke er en vaskeægte influencer, der tjener penge på det? For det gør jeg ikke – ikke en krone. Jeg har nemlig ikke lyst til at ha’ bannerannoncer over det hele, og de henvendelser om samarbejde, der er kommet, har ikke rigtig været noget, jeg kunne se en mening med. For vil jeg være en levende reklamesøjle for tandpasta, måltidskasser og Sanex-shampoo? Hvis jeg skal mærke efter, så er svaret entydigt nej. Jeg arbejder med kommunikation og reklame til daglig, og jeg er nok lidt uimponeret over den del efter så mange år i branchen. Der skal virkelig noget til for at tænde lys i mine øjne efterhånden. Kald mig bare kynisk. Garvet. En gammel hund. 😉

Når det så er sagt, så giver det heller ikke mening at bruge så meget tid på en blog, som slet ikke genererer en indtægt. Det er min tid trods alt for dyrebar til. Og jeg skal da ikke være for fin til at indrømme, at jeg ville elske at kunne leve af min blog. Jeg ville elske, at kunne bruge al min tid på at skrive herinde, lave gode opskrifter og sende inspiration og ideer ud i verden. Det er – ærlig talt – et drømmejob for mig. Men når man ikke er vild med tanken om bannerannoncer og betalte samarbejder i stride strømme, så er indtægtsmulighederne på en blog ikke ret store. Og så er vi tilbage ved start.

Så for nu er jeg i udvikling. I tænkeboks. På vej. Og det tillader jeg mig selv at være lidt endnu. Og i mellemtiden kan jeg jo ligeså godt tage jer lidt med på rejsen. For jeg savner faktisk ægte ærligt at skrive her. At dele ud og være kreativ her – på mine egne betingelser og uden nogen kunder, der blander sig. Det her er mit lille “firma”, mit domæne, mit space.

Og det er vel egentlig slet ikke så skidt endda, vel?