Sunde romkugler
Sunde romkugler …? Det lyder næsten for godt til at være sådan rigtig, ægte sandt, ikk?
Men det her ER altså opskriften på sunde romkugler. Eller trøfler, som de vist hedder i andre dele af landet. De smager og ligner fuldstændig de “rigtige” romkugler (du ved, de der snaskede nogen fra bageren lavet af kagerester og gammelt brød). Ja, nogle påstår faktisk endda at de her smager bedre end dem fra bageren, men det må jo være op til den enkelte at vurdere. Men det er helt sikkert, at de er langt, langt sundere.
Og når vi så lige taler om det med sundhed i forbindelse med de søde sager, så må jeg lige igen præcisere, at man altså ikke ligefrem bliver tynd af at spise de her romkugler. De er sprængfyldt med kalorier, så hvis man er på skrump, så er det ikke sådan et fad her man skal falde i.
Men hvis man derimod gerne vil have lidt sødt og lækkert til kaffen (eller hvad man nu drikker), mens man hygger med film, serie, boglæsning eller noget andet i dén dur, og hvis man samtidig gerne vil begrænse indtaget af mærkelige e-numre, palmeolie af tvivlsom oprindelse – og måske endda også vil undgå gluten og animalske ingredienser – SÅ er de her romkugler perfekte! De er nemlig glutenfri, veganske og uden tilsat, raffineret hvidt sukker.
Eneste problem? At man aldrig, aldrig kan lave nok af dem.

Ingredienser
3 store håndfulde dadler
3 dl mandler
3 spsk kakaopulver
2 spsk peanutbutter
1 spsk flydende honning (kan udelades)
1 tsk vaniljepulver
1 tsk kanel
2 tsk romessens eller 1 spsk rigtig god rom
1 nip salt
Sådan gør du
Put alle ingredienserne i en (stærk) foodprocessor.
Kør indtil massen samler sig – det kan godt tage lidt tid.
Form til mundrette kugler – eller den størrelse du ønsker.
Tril kuglerne i kokosmel eller kakaopulver.
Et lille tip ...
Du kan også trille kuglerne i ristede, hakkede hasselnødder eller dyppe dem i smeltet chokolade. Eller gøre begge dele.