Rødkålssalat med lynsyltede rødløg
Som lovet i mandags kommer her en opskrift på den bedste, sprødeste og mest smagfulde rødkålssalat, jeg har smagt. Sådan. Intet mindre, vel? Ikke noget med lys under skæpper her. Bare masser af selvtillid og tro på det hele! Dem, der kender mig godt, ved, at jeg slet ikke er sådan af natur – totalt selvsikker – men når det kommer til mine opskrifter, så er jeg altså som regel ret meget på hjemmebane: når den sidder lige i skabet, så er jeg aldrig i tvivl.
Og det gør denne rødkålssalat altså.
Den er helt perfekt afstemt i forhold til både smag og konsistens. Den er sød, syrlig, frisk, sprød, blød og fyldt med vitaminer, mineraler, antioxidanter og gode fedtstoffer. Og så er den pæn at se på. Det må man også gerne huske: at man i høj grad spiser med øjnene, og at man vinder meget ved at gøre sin mad pæn at se på. Man kan fx tænke over farver, opstilling og sammensætning. Også selvom man ikke – som jeg – skal fotografere maden. 😉
Men rødkålssalaten her kan altså bare det hele, og vi burde egentlig spise den meget oftere. Især fordi børnene faktisk også kunne lide den, og det er altså ikke nogen selvfølge, at de kan det. Da slet ikke når det gælder rå grøntsager. 😉
Salaten fungerer i øvrigt perfekt som tilbehør til fx frikadeller, linsebøffer eller de her vegetariske risfrikadeller. Eller alene som en god frokost eller en let aftensmad.
Hovedingrediensen er selvfølgelig fintsnittet rødkål – det siger vist sig selv – men hemmeligheden bag denne salats lækkerhed, er i høj grad de her lynsyltede rødløg og disse ristede græskarkerner, så dem må du endelig ikke udelade.

Sådan gør du
Ingredienser
1/2 rødkål
2 dl lynsyltede rødløg
1 dl tranebær
3 rødbeder
2 spsk ristede græskarkerner
100 g fetaost
100 g valnødder
Sådan gør du
Snit rødkålen fint, skræl rødbederne og skær dem i små tern.
Lav en portion lynsyltede rødløg og 2 spsk ristede græskarkerner.
Put alle ingredienserne i en skål, bland og lad gerne salaten trække en times tid ved stuetemperatur inden servering.