1.Hørkjole fra Linenfox Clothes
2. Abonnement på Zetland
3. Mascara fra Mirenesse
4. Lipgloss fra Benecos “Pink Blossom”
5. Klassiske solbriller fra Ray Ban
6. Lang, strikket cardigan i grå fra Aiayu
7. Abonnement på Kristelig Dagblad
8. Blomsterkrus fra Royal Copenhagen
9. Dagcreme fra Bioeffect
10. Deodorant fra Rudolph Care
Det er snart min fødselsdag. Juhu. 😉
Selvom jeg er ved at være en halvgammel sag efterhånden (udenpå, altså – indeni er jeg Forever 21 …), så er det alligevel noget særligt hvert år, når kalenderen nærmer sig min dato. For det er både min fødselsdag, men samtidig også min yndlingstid på året: midsommer. Hvis ikke lige jeg skulle slås med høfeber samtidig. Det er altså irriterende.
Men hvad skal man så ønske sig til sin fødselsdag? Og skal man overhovedet ønske sig noget, når man nu ikke mangler noget? Vi har ryddet ud og ryddet ud det sidste års tid (kors, hvor havde vi mange sager!), og jeg ønsker virkelig ikke at tilføje mere skrammel til mit liv og vores hjem. Jeg er ikke minimalist, men jeg vil gerne leve meget mere minimalistisk eller bevidst, om man vil. Jeg vil kun eje ting, som jeg elsker, og som jeg rent faktisk bruger eller finder glæde i. Jeg ønsker heller ikke at bidrage til overproduktion af billige produkter, der kasseres efter kort tid og fylder vores klode op med ubrugeligt skrammel. Kort sagt: jeg er ret moderne! 😉
Ja, for det er jo nærmest det smarteste, man kan være lige nu: en bevidst forbruger, minimalist, grøn, bæredygtig …
Og det vil jeg også super gerne være. Jeg sparer på vand, el og kød, jeg genbruger, sorterer og går efter kvalitet fremfor kvantitet. Jeg er meget artig.
Men så kommer den der fødselsdag jo snigende … Og mine kære begynder at spørge, hvad jeg ønsker mig? For man skal jo gerne ønske sig noget. Og jeg vil da også super gerne have nogle dejlige gaver – altså, mere hellig er jeg jo heller ikke. 😉
Men i år ser min ønskeliste altså alligevel lidt anderledes ud. Jeg har nemlig besluttet mig for nogle simple regler omkring mine ønsker fremover. Derfor ønsker jeg mig i år god kvalitet (lidt, men godt), forbrugsting (makeup, shampoo, olier mv. som jeg alligevel skal bruge), bæredygtige ting, tøj i naturmaterialer og som noget nyt ønsker jeg mig i år ikke kun “ting”, men også abonnementer, oplevelser mv.
Det er jo ikke raketvidenskab, men jeg er overbevist om at det faktisk alligevel betyder en del i det samlede billede.
Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget
Jeg tror ikke på, at det er realistisk at undgå at forbruge fuldstændig. Nogle mennesker vier deres liv til Zero Waste, askese, minimalisme og så videre. Dér er jeg ikke, men jeg vil gerne lade mig inspirere, og jeg vil gerne gøre så meget, jeg kan, der, hvor det giver mening. Og hovedløst overforbrug, dårligt produceret skrammel og hurtige trends er i hvert fald noget, jeg meget let kan skære væk fra min hverdag. Også når det kommer til gaver.
Indlægget indeholder affiliatelinks