Så meget jord behøver en mand …

af Maria
Så meget jord behøver en mand …

Kender I denne sang af Kim Larsen?

Jeg er vild med Kim Larsen og alle hans dejlige tekster. Der er altid en dybere mening bag de glade viser – således også i denne sang, hvor budskabet er, at grådighed er menneskets værste fjende – mere vil have mere. Sådan er det bare at være menneske.

I sangen får en bonde et tilbud af herremanden: Du må få al den jord, som du på én dag kan gå rundt om. Du skal bare være tilbage inden solnedgang. Er du ikke det, får du ingenting. Bonden løber alt hvad han kan for at få så meget jord som muligt, og han når lige tilbage til herremanden inden solnedgang – hvorefter han synker om af udmattelse og dør …

Lyder det bekendt? Det der med at løbe så stærkt i livet, at man næsten falder død om af det? Hvis vi ikke selv har prøvet at ligge syge med stress, så kender vi helt sikkert nogen, der har. Stress er en folkesygdom, og man regner med, at det vil være den største trussel mod folkesundheden i 2020. Glem alt om fysiske sygdomme – vi kommer til at knokle os selv ihjel på stribe.

Mennesket indeholder den der evige drivkraft pr. definition – det er sådan vi er indrettet: Vi skal videre! Det skal være større, vildere, bedre! Vi må fejre, men ikke hvile på laurbærrene. Lediggang er roden til alt ondt. Don’t just sit there. Do it!

Det er sådan, vi har skabt alt her i verden, og det er jo ikke udelukkende nogen dårlig ting. Personligt elsker jeg fx centralvarme, elektrisk lys, min bil og en hel masse mere af det, som det moderne samfund byder på af fornødenheder og luksus. Jeg elsker, at vi mennesker har den drivkraft i os, som hele tiden fører os videre og forbedrer vores livsvilkår.

Men forbedringen af livsvilkårene har en pris, og hvis vi ikke er meget opmærksomme, kan forbedringerne meget let blive til problemer. Vores evige drivkraft skal tøjles, ellers bliver den farlig for os.

Men hvor er det svært.

Når alle muligheder står åbne, er det faktisk mere end svært at få sagt nej. At sige fra. At vælge fra. Vi opdrages fra barnsben til, at vi hele tiden skal være klar. Omstillingsparate. Robuste. Vi skal være klar på alt og med på den værste. I skolen gælder det om at score 12-taller; i voksenlivet handler det om at score et højtbetalt job, købe et kæmpe hus og en masse dyrt tøj og store biler.

Vi opfordres konstant til forbrug, men ingen fortæller os, at lykken ikke ligger for enden af regnbuen. At den ligger lige for vores fødder, og at vi faktisk ikke behøver at løbe. I hvert fald ikke så langt og stærkt og længe. I stedet løber vi bare hurtigere og hurtigere, og undervejs når nogle af os at tænke: Er det her virkelig mit liv og meningen med det? 

I går blev vores hus solgt. Vi flyttede allerede ind i vores nye hjem i december, inden det gamle var solgt, og vi anede faktisk ikke, hvor længe der ville gå, før det blev solgt. Men jeg havde en helt instinktiv fornemmelse af, at vi skulle videre, og at huset ville blive solgt i februar, og det viste sig at holde stik.

Vi er flyttet fra en stor ejendom på landet til et lille bynært hus. Fra 1,6 HA liebhaveridyl med sø og skov til 500 kvm byhave. Fra 174 kvm til 92 kvm bolig.

Men hvorfor? Er det dog ikke “et trin ned af stigen”? Hvorfor vælge bevidst at bo småt og billigt, når man nu i princippet sagtens kunne have været blevet boende i det store hus med wauw-effekt?

Det korte svar er vel, at vi opdagede, at lykken ikke lå derude på landet i det store hus med den parklignende have. Faktisk endte regnbuen underligt nok ofte lige midt i vores skov, men uanset hvor meget vi gravede og rodede og regerede i den skov, så fandt vi aldrig lykken eller den store skat. Den var der simpelthen ikke.

Jeg ved også, at lykken heller ikke ligger begravet i vores nye byhave. Det vidste jeg allerede, inden vi flyttede, så jeg graver slet ikke efter den. Hvis lykken findes, så ligger den nemlig latent indeni os selv. Vi skal blot holde op med at løbe så stærkt og i stedet trække vejret ned i maven – så får vi måske små glimt af den: Når fuglene begynder at synge på den første forårsdag, når vores børn ler, når vi genser en savnet person, når vi spiser vores yndlingsmad eller hører vores yndlingsmusik.

Lykke kan opstå, når vi forstår, at den ikke er konstant, at den ikke kan købes og at den dukker op som lydløse bobler i maven, når vi giver os selv lov til at være stille og mærke efter.

Og det er det, vi kan herinde i byen i vores lille hus med den lille have: Vi kan skrue ned for tempo og forbrug og vilde planer, og i stedet give os selv lov til at være stille.

Når man er stille, er der nemlig bedre mulighed for, at man kan opdage, hvor lidt (jord) man egentlig behøver.

Flere indlæg

1 kommentar

Siff 2. marts 2018 - 11:53

Hej Maria. Nu måtte jeg jo også lige ind at se på din blog, og hvor er den fin. Det her er et rigtigt dejligt skriv, og jeg kan kun erklære mig enig. Hvor kan man løbe. Og hvor kan man løbe forgæves. Hvis man tror at lykken er mere. Du kender jo lidt til vores downsizing-projekt, og jeg har stor respekt for jeres. Dejligt at kunne dele tanker med ligesindede. Held og lykke med det hele. Kh. Siff <3

Svar

Skriv en kommentar

Bloggen her bruger cookies – det håber jeg, du er OK med. Accepter Læs mere