Roséglögg med tranebær og mandler

af Maria

Roséglögg

What. A. Week.

Jeg synes, jeg har sagt nogenlunde sådan lidt for ofte på det sidste, men i dag mener jeg det virkelig!

Ugen har været craaaaaazy.

Vores husrenoveringsprojekt har bølget op og ned – præcis som sådan noget skal. Det ene øjeblik så det ud til at køre som smurt i olie, det næste øjeblik var der intet, der kørte efter planen, for så igen derefter at falde tilbage i hak. En følelsesmæssig rutsjebanetur af de helt skøre!

For vi vil jo bare så gerne være færdige med at renovere, så vi kan flytte ind lige efter jul. Så vi kan nå at blive færdige og komme (nogenlunde) på plads, inden skole og arbejde starter igen efter nytår. Vi får nemlig begge to travlt på arbejde allerede fra starten af januar, så vi har ikke tid til at holde mere fri. Derudover ville det også bare være dejligt, at kunne bruge sine fridage på at falde til i sit nye hjem. Lige nu ser det ud som om, det hele lykkes. 🙂

Men i dag er det fredag, og så er det jo tid til lidt ekstra hygge. Derfor får du i dag opskriften på en vildt lækker (lyserød!) roséglögg. Jeg er tosset med den – fordi den smager rigtig godt, men nok også lidt fordi den er lyserød … 😉 Jeg synes det er en fin afveksling fra den traditionelle mørkerøde glögg med rødvin, selvom jeg nu også holder meget af den. Nogle gange er det bare rart med lidt nyt og anderledes.

Og hvad er egentlig bedre at starte en fredag aften i december med end en rigtig julet fredagscocktail? Det skulle da lige være de helt vildt lækre konfektkugler med hvid chokolade og saltede peanuts, jeg er ved at lave lige nu. Dem regner jeg med at servere til aftenkaffen i aften, og hvis de falder i god jord, så kommer opskriften naturligvis på bloggen snarest, så du også kan nå at fremtrylle en portion inden jul.

Roséglögg med tranebær og mandler

Udskriv
Antal: ca. 6-8 glas
. 200 calories 20 grams fat

Ingredienser

1 flaske sød rosévin
1 dl lys rom
1 1/2 dl ufortyndet hyldeblomstsaft
2 kanelstænger
4 kardemommekapsler
2 spsk honning
skallen af 1/2 appelsin
Fyld: tørrede tranebær og mandelsplitter

Sådan gør du

Hæld rosé, rom, hyldeblomstsaft, honning og krydderier i en gryde.

Varm langsomt op i 10 min. uden at det begynder at koge.

Skru ned for varmen, læg et låg over gryden og lad drikken stå at trække i 2-3 timer.

Lige inden servering varmes drikken hurtigt op igen – men stadig ikke så den koger.

Si den gennem en sigte og hæld derefter op i flotte glas.

Put lidt tranebær og mandelsplitter i hvert glas, og servér med en ske.

Flere indlæg

Skriv en kommentar

Bloggen her bruger cookies – det håber jeg, du er OK med. Accepter Læs mere