Pizza Bianco med kartofler og friske tomater

af Maria

Pizza Bianco med kartofler og friske tomater

En pizza Bianco er en hvid pizza – altså en pizza uden tomatsauce.

Vi er vilde med pizza hjemme hos os, og især i en helt klassisk udgave med god tomatsauce og masser af parmesan (eneste mejeriprodukt vi ikke kan eller vil undvære).

Men indimellem er det rart med lidt afveksling, og her kommer Pizza Bianco på banen. Det er jo en helt klassisk pizza, men med et helt andet bid. Den manglende tomatsauce lader nemlig fyldet træde klart frem samtidig med at bunden bliver sprød og sej på den helt rigtige italienske måde, som ellers kan være ret svær at efterligne, når man ikke er indehaver af en ægte stenovn. Med en hvid pizza er det lidt nemmere.

Og så undgår man også at pizzaen bliver våd og slasket i det – derfor er Pizza Bianco samtidig den perfekte pizza at have med i madpakken eller picnickurven. Ingen uheld med smattede pizzaer og tomatsauce i hele tasken her!

Til opskriften skal du bruge en portion langtidshævet dej – den dej som jeg bruger til koldhævede morgenboller og næsten al mit andet bagværk lige fra pitabrød og flutes til burgerboller og grydebrød. Den er nemlig også helt perfekt til pizza.

Vil du have en pizza med rigtige italienske fornemmelser, så erstatter du bare det almindelige hvedemel med Tipo 00 mel.

Pizza Bianco med kartofler og friske tomater

Udskriv
Antal: 2 store pizzaer/4 personer
. 200 calories 20 grams fat

Ingredienser

En portion langtidshævet dej
3-4 store kartofler
3 store tomater
3 store løg
4-5 fed hvidløg
Salt og peber
2 tsk rosmarin
Lidt revet parmesan
Olivenolie

Sådan gør du

Lav en portion langtidshævet dej om morgenen eller aftenen før og lad den hæve i køleskabet. Tag den ud en time før du skal sætte pizzaen i ovnen og lad den stå ved stuetemperatur.

Skær kartoflerne i helt tynde skiver, gerne på et mandolinjern, og læg dem i blød i koldt vand i 15 min.

Skær tomater, løg og hvidløg i tynde skiver.

Drys lidt mel ud på et bord og tag dejen ud af skålen. Pres den ud med hænderne, så den får den ønskede form. Vend den af og til og drys hele tiden med mere mel. Dejen er lind og klistrer let, så spar endelig ikke på melet, og drop alle forsøg med kagerullen.

Når dejen har den rette form drysses med revet parmesan og derefter lægge de drænede kartoffelskiver, tomater, hvidløg og løg på.

Krydr med salt, peber og rosmarin og dryp til sidst lidt olivenolie over pizzaen.

Bag pizzaen på en pizzasten i en forvarmet ovn ved 250 grader i 10-12 min.

Et lille tip ...

Bag din pizza på grillen, hvis du har en lukket grill (induktion). De bliver helt sprøde og får den rigtige, knasende bund, som du kender fra italienske pizzaer.

Flere indlæg

Skriv en kommentar