Nogle gange kan det være udfordrende at finde på gode ting til madpakken. Det skal helst være både sundt og lækkert, og de to kriterier kan det være ret så svært at forene.
Men de her pirogger med grøntsagsfyld kan noget af det. Hvis ikke det hele. Og så er de tilmed veganske.
De er proppet med det lækreste fyld af grøntsager, og så er de svampede i krummen og generelt bare fulde af smag. De smager godt både kolde og varme, og faktisk spiser vi dem også af og til som aftensmad sammen med en frisk salat.
Hjemme hos os elsker vi alle sammen at få sådan en fætter med i madpakken som afveksling fra de klassiske rugbrødsmadder. Og så er det jo en nem måde at få lidt grønt i ungerne på en helt almindelig skoledag.
Piroggerne ville i øvrigt også gøre sig ualmindelig godt i en picnickurv, hvad enten turen går i skoven, til stranden eller et andet sted.

Ingredienser
4 dl vand
25 g gær
1 tsk salt
1/2 dl olie
200 g fuldkornsmel
2-300 g hvedemel
2 løg
2 fed hvidløg
1 porre
1 rød peber
2 kartofler
1 squash
2 tsk salt
Friskkværnet peber
1 spsk ketcup
1 spsk balsamicoeddike
1 tsk sød paprika
1 tsk røget paprika (giver mindelser om kødsmag – kan udelades)
1 tsk knust spidskommen
1 lille dåse tomatpuré
Sådan gør du
Dej
Opløs gæren i vandet. Tilsæt de øvrige ingredienser, og rør dejen på røremaskine eller ælt grundigt.
Dejen hæves 1 time under et viskestykke på et lunt sted. Imens laves fyldet til piroggerne.
Fyld
Rens, hak og snit løg, hvidløg og porrer. Svits det i lidt olie i en gryde.
Skær peberen i små tern og riv squashen på et rivejern.
Skræl kartoflerne og riv også dem.
Put det hele i gryden og varm godt igennem.
Tilsæt de øvrige ingredienser, og lad det stå og simre ved svag varme i ca. 30 min. så næsten al væsken fordamper. Fyldet må ikke være for vådt, når det skal ind i piroggerne.
Pirogger
Når dejen er hævet og fyldet varmet godt igennem, deles dejen i 18 lige store stykker og hvert stykke rulles fladt ud.
Fordel ca. 1 spsk fyld på hvert stykke dej, fold på midten, så det bliver til en halvcirkel, og pres hele kanten godt sammen med en gaffel, så fyldet ikke flyder ud under bagningen.
Sæt piroggerne på en bageplade, pensl med havremælk (eller et sammenpisket æg) og bag ved 200 grader i 10-12 min.
8 kommentarer
Det ser lækkert ud! Hvor mange gulerødder skal man bruge?
Der er ikke gulerødder i min opskrift. 🙂 Men du kan jo bruge de grøntsager, du har lyst til – også gulerødder. Du skal bare bruge nogenlunde samme mængde, så der må du selv i gang med at regne og føle dig lidt frem.
God bagelyst. 🙂
Kh Maria
Hej, – blot til orientering, – der står altså man skal skrælle og rive gulerødderne !
Hej Bettina,
Det gør der da også – sikke en fjollet fejl. 😉 Tak for at gøre mig opmærksom – jeg retter med det samme.
God dag til dig,
Kh Maria
Hejsa.
Kan de fryses “rå” og bages senere?
Mvh
Hej Anne-Louise,
Jeg har ikke selv prøvet, så jeg kan ikke give dig et garanteret sikkert svar, men min fornemmelse er, at de sagtens kan fryses og bages senere.
Lad mig endelig vide, hvordan det gik, hvis du prøver. 🙂
Kh Maria 🙂
For meget olie i dejen ellers ok.
Hej Jonna,
Tak for din kommentar. Dejligt, at du kan bruge opskriften.
Jeg synes bestemt ikke at 1/2 dl olie er for meget til denne dej, men det er naturligvis en smagssag. Og så kommer det meget an på hvilken type mel, du bruger. Jeg bruger altid stenformalede og grove meltyper hvor skal og kim ikke er sorteret fra. Den type mel suger virkelig meget væske, så hvis du bruger mere fintmalet mel uden skal- og kimdele, så vil du måske opleve, at melet ikke suger ret meget, og at dejen derfor bliver tyndere end min.
Kh Maria