Persillesmør
Det er nemt og hurtigt at lave sin egen persillesmør, og så smager det fantastisk ovenpå alle former for kartofler eller brød.
Jeg laver ofte forskellige slags kryddersmør som tilbehør til aftensmaden. Det giver en dejlig smag, og kan fint erstatte sovs. Her er det persille, jeg har brugt, men alle former for friske krydderurter kan bruges. Det er kun dine smagsløg, der bestemmer, hvad du kan putte i din kryddersmør.
Jeg har altid friske krydderurter i krukker eller potter udenfor. Pånær lige i de koldeste vintermåneder, hvor det kun er meget få krydderurter, der kan klare sig. I de måneder supplerer jeg op med små potter indendøre, så jeg altid har adgang til frisk grønt.

Når jeg laver persillesmør –og andre former for kryddersmør – til hverdag, så rører jeg det bare sammen i en skål som på billederne, og sætter det på køl indtil det skal bruges.
Men hvis du skal bruges din kryddersmør til fx gæstemad, så kan det se fint ud at rulle smørret til en pølse og skære skiver af den.

Ingredienser
En stor håndfuld frisk bredbladet persille 100 g blødt (rigtig) smør 1 knust fed hvidløg 1 tsk salt Lidt friskkværnet peber
Sådan gør du
Start med at skylle og hakke persillen mellemfint. Put alle ingredienserne i en skål og bland det hele godt. Voilá – så let var det! Stil skålen med persillesmør på køl, indtil den skal bruges, eller til den har den rette konsistens. Jeg synes, det er mest lækkert, hvis smørret er køligt og lidt fast i det, når det skal bruges.
Et lille tip ...
Hvis du har lyst, kan du putte det bløde persillesmør over på et stykke bagepapir, rulle det til en pølse og putte det på køl. Så har du en fin rulle at skære skiver af – det ser flot ud, hvis det skal serveres for gæster.
