Ovnbagt hokkaido græskar
Så har man prøvet det med …! Bloggen her har simpelthen været udsat for et hackerangreb, og derfor har den været skiftevis oppe og nede den sidste uges tid. Først troede vi bare, at det var noget med en opdatering, der drillede, men desværre var der tale om et regulært hack.
Vildt ubehageligt og mega bøvlet.
Heldigvis har jeg gode og dygtige mennesker omkring mig, som kan – og vil! – hjælpe mig, og det er jeg dybt taknemmelig for.
NU håber jeg, at vi er kommet problemerne til livs, så der ikke kommer flere nedbrud. Det er ikke lige nedbrud og problemer med bloggen, vi har brug for her op til jul og den forestående flytning – og midt i slutspurten på renoveringsprojektet.
Men ikke mere om hackerangreb, for i dag skal det handle om mad – om ovnbagt hokkaido græskar for at være helt præcis.
Det er nemlig så nemt at lave og smager så lækkert, at hvis du ikke har prøvet det før, så er det nu du skal ned i supermarkedet efter et hokkaido græskar.
Ovnbagte og godt krydrede skiver af hokkaido smager helt specielt – på den gode måde! – og selv kræsne børn er vilde med det. Hjemme hos os bliver især Frederik glad, når de her orange halvmåner står på menuen, og han er altså svær at imponere. 😉
Vi spiser dem som tilbehør til vores mad ligesom vi spiser ris, pasta, brød og kartofler. Andre gange serverer jeg dem som en del af menuen, fx når vi spiser Buddha Bowls, som jo består af en masse forskellige grøntsager, dip, nødder og andet lækkert. Så hvis du trænger til lidt afveksling på tilbehørsfronten, så er ovnbagt hokkaido et rigtig godt bud.

Ingredienser
1 hokkaido græskar
1 spsk frisk eller tørret rosmarin
1 spsk olivenolie
2 tsk citronsaft
1 tsk groft havsalt
Friskkværnet peber
Evt. 1/2 tsk chilipulver eller lidt friskhakket rød chili
Sådan gør du
Vask og tør hokkaido græskarret.
Skær det i 1 cm tykke skiver og læg skiverne på en bageplade beklædt med bagepapir.
Pensl skiverne med olivenolie og drys med krydderier, salt og peber.
Dryp til sidst med citronsaft.
Bag hokkaidoskiverne ved 200 grader i 15-20 min.
Et lille tip ...
Serveres som tilbehør ligesom ris, pasta, brød og kartofler.