Om

HEJ

Mit navn er Maria – velkommen til mit personlige (og lidt nørdede) online univers. Her handler det om mad, selvforsyning og bæredygtig livsstil. Det er her, jeg skriver frit fra leveren, deler ud af mine bedste opskrifter og har en holdning til alverden.

Til daglig driver jeg (sammen med mit dygtige team) et design- og kommunikationsbureau med fokus på anstændig og bæredygtig kommunikation. Her arbejder vi med og for mennesker, der ønsker at gøre en positiv forskel i verden – ligesom vi selv gør.

MAD MED VILJE

Jeg er et kæmpe madøre, og mad fylder derfor meget i både min hverdag og her på bloggen. Jeg laver mad, dyrker mad, taler om mad, tænker på mad, skriver om mad, fotograferer mad … Nogle vil måske mene, at det næsten er for meget, men jeg mener derimod, at alt for mange mennesker går alt for lidt op i den mad, de spiser. Det er skørt, synes jeg, for det er jo dét, vi lever af. Vores kroppe er lavet af den mad, vi spiser – og hvem har lyst til at være massefremstillet, forarbejdet og fyldt med fedt, salt og sukker?

SELVFORSYNING & MAD I SÆSON

I dag er der desværre mange mennesker, der ikke ved ret meget om at dyrke grøntsager og passe dyr – det, som kaldes selvforsyning. I gamle dage havde de fleste en køkkenhave, et par høns og et spisekammer med hjemmesyltede sager, og det med at være (lidt) selvforsynende var ikke spor mærkeligt. Det var tværtimod logisk og helt naturligt. Men det var inden, vi fik travlt med andre ting og glemte alt om maden …

Jeg har dyrket have og passet dyr siden jeg var helt lille, men jeg bliver alligevel gang på gang overrasket over, hvor nemt det er at dyrke sin egen mad – også selvom man kun har en altan eller en lille have. Man kan faktisk være ret meget selvforsynende på ret lidt plads, og det er hverken dyrt, dumt eller besværligt. Det er tværtimod både let, sjovt og meget tilfredsstillende.

I dag er det både billigere og nemmere at købe vores mad i supermarkedet i stedet for at dyrke og lave den selv, og vi studser slet ikke over, at vi kan købe jordbær i januar og nye kartofler i december. Men det burde vi nok. Både af hensyn til os selv og miljøet.

BÆREDYGTIG LIVSSTIL

For ligesom så mange andre er jeg bekymret over verdens tilstand og den fremtid, vi gerne skal kunne tilbyde de kommende generationer. Der må handling til, og vi må alle løfte i flok, hvis vi skal lykkes.

Derfor øver jeg mig hver dag i at leve lidt mere bæredygtigt. Det betyder blandt andet, at jeg prøver at undgå bevidstløst overforbrug og hurtige, dyre løsninger.

Det betyder ikke, at jeg aldrig gør noget, der ikke er bæredygtigt, eller at jeg på nogen måder er hellig eller frelst. Det betyder vel egentlig bare, at jeg gør mig umage, og at mine intentioner er gode.

MARIASKYTTE.DK

Jeg håber, at du vil føle dig inspireret af at besøge bloggen. Efterlad gerne en kommentar, hvis du har lyst – og husk, at du kan følge med på både Instagram, Facebook, Pinterest og Bloglovin’.

Endnu engang velkommen – jeg er så glad for, at du er her.

Kærlig hilsen

     

Bloggen her bruger cookies – det håber jeg, du er OK med. Accepter Læs mere