Minestronesuppe – ryd op i grøntsagsskuffen på den italienske måde

af Maria

Vi er faktisk blevet ret gode til at få brugt al den mad, vi køber hjem, men nogle gange har man jo alligevel rester til overs, som ikke er blevet brugt – også selvom vi generelt gør os umage med ikke at få købt for meget mad.

Hvis man fx skal bruge 4 gulerødder i en ret, så har man jo mange flere tilbage i posen, fordi man som regel kun kan købe 1 eller 2 kilo i supermarkedet. Nogle steder er de begyndt at sælge grøntsager pr vægt, fx i Rema 1000, og det er rigtig smart. Men som oftest har man ikke den mulighed, og så står man altså med rester af grønt, som ikke kan holde sig til næste uges madplan.

Og hvad gør man så? Man laver da minestronesuppe. 🙂

Min minestronesuppe er en lækker italiensk-inspireret ret, hvor næsten alt er tilladt. Jeg putter nemlig alle slags grøntsager i – pånær lige kartofler. Kartofler indeholder ret store mængder stivelse, som gør suppen uklar og geléagtig i konsistensen, og det skal den ikke være. En god minestronesuppe er klar som en tomatsuppe og fyldt med gode grønne sager og suppenudler.

I opskriften har jeg skrevet alle de ting, som jeg puttede i denne gang, men det skal kun ses som en vejledning. Du kan nemlig bruge lige præcis de grøntsager, du allerbedst kan lide, eller som du lige har liggende. Det er hele ideen – at du kan rydde op i stedet for at skulle ud og købe mere.

Lyst til flere grønne retter? Se alle mine opskrifter på vegansk og vegetarisk mad her.

Minestronesuppe

Udskriv
Antal: 4 personer
. 200 calories 20 grams fat

Ingredienser

2 løg
3 fed hvidløg
4 gulerødder
1 squash
1 porre
1 bakke blommetomater
1 dåse flåede tomater
1 liter grøntsagsbouillon
2 dåser tomatpuré (280 g)
2 laurbærblade
4-5 kviste frisk timian
200 g suppenudler
2 tsk salt
Friskkværnet peber
2 tsk sukker
Olie til stegning

Sådan gør du

Hak løg og hvidløg fint og svits det i en tykbundet gryde.

Skær grøntsagerne i tern og svits dem.

Put bouillon, tomatpuré og flåede tomater i gryden sammen med laurbærblade og timiankviste.

Læg låg på gryden og lad det simre ved middelvarme i 15-20 min.

Put suppenudlerne i og kog dem møre efter anvisning på pakken.

Smag til med sukker, salt og peber.

Et lille tip ...

Serveres med et godt brød til.

minestronesuppe

Flere indlæg

Skriv en kommentar

Bloggen her bruger cookies – det håber jeg, du er OK med. Accepter Læs mere