I perioder – når vi ikke er ude at rejse, eller har meget travlt på job, eller er syge eller noget andet skørt – så bager vi alt vores brød selv. Det er billigere end købebrød, man kan selv vælge kvaliteten af det mel, man bager med, og sidst, men ikke mindst, så smager det bare bedre.
At bage boller kl 6.30 tirsdag morgen virker for mange moderne familier fuldstændig utopisk og vildt, og det gjorde det sandelig også for os engang!
Men denne opskrift på koldhævede boller er simpelthen bare så ufattelig nem, at friskbagte boller på bordet en hverdagsmorgen faktisk slet ikke er urealistisk.
Man laver dejen om aftenen, og den består af meget få ingredienser – se bare opskriften herunder – stiller den til hævning i køleskabet natten over (eller minimum 4 timer), og om morgenen tænder man for ovnen, tager dejen ud, former den til boller på en bageplade eller to, putter det i ovnen og bager det i 15 min. Og så er der friskbagte, rygende varme boller til morgenmaden! Easy …
Bollerne kan i øvrigt bruges til både morgenmad, frokost, som tilbehør til suppe og sammenkogte retter, og ofte agerer de også burgerboller, når vi laver hjemmelavede burgere til aftensmad. De kan lidt af hver, de her boller.
Vi ælter dejen på røremaskine, fordi det bare gør al dej meget bedre at blive rørt grundigt igennem. Hvis man ved, hvad en glutentest er, så ved man også, at man ikke selv kan røre sig frem til den tilstand uden hjælp fra en maskine. Hvis man ikke ved noget om den slags, så rører man bare dejen i hånden og er glad for sine morgenboller alligevel – det gjorde jeg selv i mange år. Nu rører jeg på maskine. Men det kan altså sagtens lykkes at få super gode morgenboller uden at nørde i den slags.
PS: Hvis jeg lige må indskyde en sidste lille bemærkning inden vi går videre til selve opskriften, så vil jeg gerne videregive et tip omkring mel … Ja, det bliver lidt nørdet igen, men den her del er faktisk vigtig, og den er forholdsvis nem at handle på.
Det er nemlig ikke helt ligegyldigt hvilken slags mel, man bager med. Den almindelige hvide hvedemel fra supermarkedet (også den økologiske slags) er nemlig ikke værd at spise.
Ja, det sagde jeg.
Den er malet på store, moderne valsemøller, som trækker al næring ud af kornet, og kun efterlader tomme kalorier i din melpose. Det gider du ikke at bage med – andet end til jul og fødselsdag, når det, du bager, alligevel godt må have samme næringsindhold som slik og kage. Men til hverdagsmorgenboller og andet hverdagsbrød vil du have næring og gods. Sådan noget kroppen kan genkende som mad, og som dine børn kan vokse af.
Derfor skal du altid købe mel, som er malet på stenkværn, og du skal vælge fuldkornsudgaverne. Jeg blander altid selv en smule fintformalet mel i mine brød, for ellers bliver de meget tunge og grove, hvilket kan være super lækkert, men hvis du rører dejen i hånden, kan det være svært at udnytte de grove meltypers kvaliteter til fulde. Så lav en 90/10 blanding i dine morgenboller – men altid af mel malet på stenkværn. Det er vigtigt.
1/2 l vand Om aftenen: Opløs gæren i vandet, tilsæt olie, salt og mel – ælt grundigt (gerne på røremaskine). Sæt dejen i køleskabet natten over (eller minimum 4 timer) med et klæde over skålen. Om morgenen: Tag dejen ud, tænd ovnen på 230 grader, sæt boller på en bageplade med bagepapir (dejen er så lind, at du nok skal bruge en ske) og bag i ovnen i ca. 15 min.
Ingredienser
20 g gær
2 tsk salt
1 dl olie (jeg bruger rapsolie eller en anden smagsneutral olie)
ca. 0,75 kg mel – fuldkornshvede, fuldkornsspelt, fuldkornsøland og en lille smule almindelig hvede.Sådan gør du