Klar til jul og dette års kalenderlysdekoration

af Maria
Klar til jul og dette års kalenderlysdekoration

Klar til jul! Dette års kalenderdekoration er helt simpel, let og feminin – lige som jeg bedst kan lide den. Lyset skifter jeg ud med et kalenderlys fra Kunstindustrien når vi kommer til den 1. december. Duftlyset er i øvrigt herfra.

Nu er der ikke længe til … 1. december er lige om hjørnet, og det er på høje tid at få pyntet op, hvis du spørger mig. Og Gertrud Sand. 😉

Jeg er ikke sådan en, der går amok i røde hjerter og julenisser, men jeg elsker at pynte op.

Det vil sige – jeg hader faktisk selve processen en smule. Det stresser mig hvert år, og jeg har svært ved at synes, at det er godt nok, det jeg laver … Måske fordi jeg bare så gerne vil have det til at blive helt rigtigt. Det skal være flot, indbydende, hyggeligt og julet men uden at være rodet, for lidt, for meget, for rødt, for hvidt … Det skal være lige tilpas, det skal passe til vores indretning, børnene skal synes, at det er hyggeligt og jeg skal samtidig kunne holde ud at se på det hele december.

Det er mange krav – egentlig ikke så underligt, at jeg stresser lidt over sådan en omgang.

Lærkegrene pynter smukt i sig selv, men i løbet af december hænger jeg nyindkøbt pynt på grenene. På den måde får vi glæde af det med det samme, og så sker der samtidig lidt nyt i løbet af julemåneden.

I år er lidt anderledes, for vi skal jo til at sætte vores nye hus i stand (som vi overtager på fredag!) og flytningen er planlagt til lige efter jul. Vi vil nemlig gerne fejre nytår i vores nye hjem, og vi vil rigtig, rigtig gerne være på plads, så vores børn kan tage bussen i skole den første skoledag i 2018 – noget der bliver set meget frem til her i huset.

Derfor har jeg holdt julepynten på et minimum i år – det skal jo alligevel pakkes hurtigt væk igen. Men faktisk er jeg blevet ret glad for resultatet, og det var virkelig rart samtidig at få ryddet op og ud i al vores julepynt. Også her begynder min trang til minimalisme at slå igennem. Skøn følelse.

Flere indlæg

Skriv en kommentar

Bloggen her bruger cookies – det håber jeg, du er OK med. Accepter Læs mere