Karrygryde med kokos og kål
I dag får du opskriften på en ret så lækker ret … 😉
Hjemme hos os hedder den karrygryde med kokos og kål, men i virkeligheden er det bare en masse grøntsager i en skøn sovs af kokosmælk og karry.
Det er ikke så afgørende hvilke grøntsager, man bruger til retten, men det er lidt vigtigt, at der er grønkål i. Synes jeg. Det giver både farve, struktur, vitaminer og den helt særlige smag, som man kun får fra grønkål.
Jeg synes retten her er helt perfekt vintermad, og endda synes jeg, at den passer særlig godt i december, hvor meget af den mad vi spiser, ikke smager af så meget andet end fedt og sukker. Derfor kan jeg rigtig godt lide at spise en masse grøntsager som kontrast til al den fede, brune og søde mad. Faktisk får jeg nogle gange spist endnu mere sundt i december end på mange andre tidspunkter af året – simpelthen fordi jeg næsten bliver mættet bare ved synet af al den julemad og juleslik. Er det mon kun mig, der har det sådan?
Hvis du har lyst til en varm vinterret, der er spækket med vitaminer og smag og mindelser om sommerens høst i køkkenhaven, så skal du prøve den her karrygryde. Den er endda godkendt af børn. 😉

Ingredienser
1 porre
1 løg
4-5 blade grønkål
2-3 blade palmekål
2-3 gulerødder
1/2 broccoli
1 bakke champignon
1 lille squash
1 dåse kokosmælk
1/2 liter grøntsagsbouillon
3 tsk karry
1 spsk soyasauce
Lidt salt og friskkværnet peber
Sådan gør du
Skær grøntsagerne i mindre, mundrette stykker. Husk at skære stængler fra grønkål og palmekål.
Hak løgget og svits det på panden sammen med porrer og karry.
Tilsæt de øvrige grøntsager, og svits dem møre på panden.
Tilsæt boullion og kokosmælk og lad retten simre under låg og på lavt blus i ca. 10 minutter.
Smag til med soyasauce, salt og peber.
Et lille tip ...
Servér retten med kogte kartofler, fuldkornsris eller et godt brød.