Kardemommesnurrer

af Maria
kardemommesnurrer

Kardemommesnurrer

Jeg er helt vild med kardemomme i bagværk. Det er simpelthen det bedste krydderi til alle former for hvidt gærbrød, hvis man spørger mig, og derfor er mine traditionsrige fødselsdagsboller selvfølgelig også fyldt med kardemomme.

Men det allerbedste er altså en lækker, svampet kardemommesnurre! Sådan én, hvor der er fuld gas på både smør, krydderier og blødhed. Og ja, vi er i den usunde afdeling – så absolut! Afdelingen For Forbudte Fødevarer – eller i det mindste den afdeling, der kun bør holde åbent en sjælden gang imellem.  Og det ER altså sjældent, at jeg bager og spiser de her kardemommesnurrer, og derfor tillader jeg mig at stornyde hver eneste mundfuld, når jeg endelig gør det.

Hvis jeg nu boede i København, så var jeg en af dem, der meget ofte kom forbi Juno the Bakery, for de laver simpelthen de suverænt bedste kardemommesnurrer. Men det gør jeg så heldigvis/uheldigvis ikke, og derfor må jeg selv i gang med kagerulle og krydderimorter, når jeg vil have kardemommesnurrer. Og det ville jeg i går!

kardemommesnurrerKrydderimorteren er en ret vigtig del, når jeg bager de her kardemommesnurrer. Selvom jeg køber gode, stødte krydderier, så er der intet, der slår helt friskstødte krydderier. Den dybde, de tilfører maden, fås simpelthen ikke på andre måder. Så jeg køber hele kardemommekapsler og så støder jeg selv frøene i min morter. Hvis man først har prøvet at smage friske kardemommefrø, så vil stødt kardemomme for altid være lidt fesent. Men altså – det kan bruges. Det er ligesom med røremaskinen kontra at ælte i hånden: det rækker. Men når vi nu er i gang med at lave god mad fra bunden, så er det de her små tricks, der lige løfter resultatet fra lækkert til ret tæt på sublimt. Og den ekstra umage gider jeg som regel godt at gøre mig.

At sno en snurre er i øvrigt slet ikke spor svært, når man først lige har luret tricket. Her er en udemærket video, hvor du kan se, hvordan man kan gøre.

kardemommesnurrer

Kardemommesnurrer

Udskriv
Antal: 18-22 stk
. 200 calories 20 grams fat

Ingredienser

Dej:
4,5 dl mælk (jeg brugte havremælk)
25 g gær
100 g smør
1 æg
50 g sukker
650 g hvedemel
1 nip salt
2 tsk stødt kardemomme
1 tsk stødt kanel

Remonce:
150 g smør
150 g sukker
2 tsk stødt kanel
2 tsk knuste kardemommefrø (evt. stødt kardemomme, men de friske frø smager af langt mere)

Til pynt:
1 pisket æg
Perlesukker
Knuste kardemommefrø

Sådan gør du

Lun mælken til lillefingertemperatur og put det sammen med gær i en røremaskine. Man kan også lave dejen uden røremaskine, men resultatet bliver bare bedre, når dejen er æltet på maskine.

Tilsæt æg, blødt smør (smeltet, hvis du ikke bruger røremaskine), sukker, salt, kardemomme, kanel og hvedemel og rør det på maskine indtil dejen begynder at "kaste sig" mod skålens sider – så er den nemlig færdigæltet. Hvis du ælter i hånden, skal du fortsætte indtil dejen er glat, smidig og ikke klistret.

Sæt dejen til at hæve et lunt sted under et klæde – mindst 1 time og meget gerne 2.

Bland ingredienserne til remonce i en skål, og rul derefter dejen ud til en aflang firkant. Fordel remoncen jævnt på dejen.

Fold nu dejen ind over sig selv – først den ene tredjedel ind til midten og derefter den anden tredjedel ind til midten, så nu nu har 3 lag ovenpå hinanden. Rul let med kagerullen, så lagene hænger godt sammen.

Skær strimler af  ca. 3 cm på den korte led af dejen. Sno nu hver strimmel nogle gange rundt om sig selv i en spiral, lav en ring og put enderne ind i ringens midte.

Sæt alle snurrerne på en bageplade med bagepapir og sæt dem til at hæve i 30-45 min. Pensl derefter med pisket æg og pynt med perlesukker og knuste kardemommefrø.

Bag snurrerne ved ca. 200 grader i 10-12 min.

kardemommesnurrer

Rigtig dejlig weekend til jer alle.

Flere indlæg

Skriv en kommentar

Bloggen her bruger cookies – det håber jeg, du er OK med. Accepter Læs mere