Ideer til to nemme adventsdekorationer

af Maria

Så fik vi skudt julemåneden i gang i går med både kalenderlys, julekalendre og sikkert lidt ekstra gas på julehyggen ude i de små hjem.

Hos os stod dagen (og aftenen med) på nedrivning af køkken, bad og gulve i vores nye hus – et stort projekt, men det bliver noget så fint. Jeg glæder mig til at vise jer lidt rundt i huset snarest. Hvis du ikke kan vente så længe, så kan du følge med på Instagram, hvor jeg af og til lægger stories fra huset og projekterne op i takt med at det hele skrider frem.

Adventsdekoration i et stort fad tilsat lysholdere fra Designletters, grøn mos og forskellige sukkulenter. En lyskæde får dekorationen til at lyse smukt op de dage, hvor adventslysene ikke er tændt.

Men i dag skal det handle om advent, for det er stensikkert meget mere relevant for dig end mit husprojekt … 😉

I morgen er det nemlig 1. søndag i advent, og det kræver naturligvis en adventskrans. Eller en adventsdekoration – for det behøver jo ikke at være en krans.

Som barn kan jeg huske at min mor bandt de smukkeste adventskranse af halm og gran og med hjemmefoldede sløjfer og store, smukke lys og hele pibetøjet …

De var meget smukke, de kranse, og selve processen med at lave dem var næsten mytologisk hjemme hos os. Så var julen altså tæt på, når mor gik i gang med gran og tråd og bånd og lys!

Hjemme hos os vælger vi dog en noget nemmere udgave af den traditionsrige adventskrans. Som i år er blevet til ikke bare en, men hele to (!) adventsdekorationer.

Endnu en nem adventsdekoration i en lysestage til 4 lys fyldt op med grankogler samlet ved Vesterhavet i efterårsferien, kanelstænger, tørrede stjerneanis, små glaskugler og en lærkegren. Easy peasy …

Jeg kunne nemlig ikke bestemme mig til, hvilken model det skulle være, og så lavede jeg bare dem begge. Så nu har vi to adventsdekorationer, og hvem siger egentlig, at man ikke kan det? 😉

Begge dekorationer var lavet på under 10 min, så du kan sagtens nå at gøre mig kunsten efter, hvis du står og mangler et lys at tænde i morgen, hvor det er 1. søndag i advent. Du behøver ikke at have de samme materialer som mig – finten er nemlig, at du bruger det, du har og blot tilsætter pynt i form af naturens materialer.

Rigtig glædelig 1. søndag i advent.

Flere indlæg

Skriv en kommentar

Bloggen her bruger cookies – det håber jeg, du er OK med. Accepter Læs mere