Yndlingste på kontoret ♥
Sidste uge var lidt skør. For nu bare at sige det lige ud.
Den første del af ugen stod på masser af hårdt arbejde i vores nye hus. Alt er blevet revet ud, og der er ikke meget tilbage andet end ydervægge, tag og nogle enkelte gulve og lofter. Ellers er vi gået ret hårdt til værks, kan man vist roligt sige.
Det var ikke helt med vilje, og så alligevel lidt, for vi er sådan nogle typer, der bare godt kan lide at komme helt ind til benet. At viske tavlen ren og starte forfra. Ikke noget med at lægge nye gulve ovenpå gamle, ikke noget med at tapetsere ovenpå gammelt tapet og ikke noget med at springe over, hvor gærdet er lavest. Hvilket har resulteret i lange, tunge dage med nedrivning, glasuld i huden (av! gør virkelig ondt!), alt for meget hurtig, dårlig mad og alt, alt for lidt søvn og hvile.
Sidste halvdel af ugen har derfor stået på sund mad, frisk luft, arbejde, motion, søvn – og så sneg der sig sørme også lige en julefrokost ind … Noget så skægt!
Denne uge byder på en masse møder og arbejde, de sidste julegaver skal i hus (og pakkes ind) og så skal børnene krammes lidt ekstra. Det fortjener de i denne søde juletid.
Adventsgaver til Lærke og Frederik og samtidig indpakningstema for julen 2017. Er vild med det naturlige look i år.
Den her gin … Lyserød og med guldflager ♥
Mange års historie i form af tapet i det nye, gamle hus. Er vild med at vi fik fat i en hel blomst. Tænk at have et tapet med sådan nogle store, gule blomster i hele sit køkken … 😉
Det første hus Anders og jeg købte – og renoverede. Her var vi også “helt i bund” – og lovede hinanden aldrig at gøre det igen. Siden har vi renoveret yderligere 4 huse … 😉 Det store træ foran huset plantede jeg i øvrigt som et lille juletræ til julebelysning. Det var 60 cm højt dengang, og blev fragtet hjem fra byen i kurven under Lærkes barnevogn … ♥
Se skønheden i dit nærområde … Kolding har mange fine detaljer, men man bliver blind for dem i hverdagen. Nu husker jeg af og til at tage et billede, for at minde mig selv om alt det gode, der er lige omkring mig.
Jeg strikker hemmeligheder.
Har heldigvis stadig ikke en hund, der tigger … (det begynder at ligne et mønster).
♥