Vatrondeller er ret miljøbelastende, og hvis du gerne vil minimere dit forbrug af dem, kan du i stedet hækle en stak rondeller.
Hvis du har rester af bomuldsgarn liggende, så er de tilmed helt gratis at lave, og de kan bruges mange gange.
Når jeg har brugt en hæklet rondel, putter jeg den i en mesh-pose, som jeg har hængende på badeværelset. En gang om ugen ryger posen med i en 60 graders vask med håndklæder og klude. Det fylder ingenting, og jeg skal jo vaske alligevel, så på den måde belaster vasken af rondellerne heller ikke miljøet.
Rondellerne er hurtigt lavet, så man kan godt lave en stak i løbet af en aften. De udgør en fin lille gave, hvis man har en veninde, mor, søster, datter eller lignende som også kan se fidusen i at genanvende i stedet for at smide ud.
Jeg hækler gerne 5 stk. og putter dem i en cellofanpose med et fint bånd om.
DIY: Hæklede rondeller
Garn: bomuldsgarn 8/8 eller to tråde almindeligt bomuldsgarn
Hæklenål: 4
Hækl 3 lm og saml til en ring ved at hækle en 1 km i 1. lm.
Hver omg startes med 2 lm og sluttes med 1 km.
1. omg: hækl 8 stgm i ringen.
2. omg: 2 stgm i hver m =16 m.
3. omg: 2 stgm i hver 2. m = 24 m.
4. omg: 2 stgm i hver 3. m = 32 m.
5. omg: 2 stgm i hver 4. m = 40 m.
Bryd garnet og hæft enden.
Man kan med fordel vaske rondellerne ved 60 grader, inden man tager dem i brug første gang.
13 kommentarer
Jeg synes ikke det er korrekt at skrive, at de hæklede rondeller ikke belaster miljøet 🙂 selvfølgelig gør de det.
Hej AB,
Tak for din kommentar.
Jeg skriver faktisk IKKE, at de hæklede rondeller ikke belaster miljøet, hvilket jeg er enig med dig i, at de naturligvis gør. Jeg skriver derimod dette:
“… jeg skal jo vaske alligevel, så på den måde belaster vasken af rondellerne heller ikke miljøet”.
Læg mærke til, at jeg skriver at VASK af rondellerne ikke belaster miljøet – da jeg vasker dem sammen med kludevaske, som jeg skulle vaske alligevel.
Jeg håber, at du dog alligevel kunne bruge den gratis opskrift. 😉
Kh Maria
Hej Maria,
Bruger du dem også til at fjerne øjenmakeup? Jeg overvejer stærkt at laver nogle, men er bange for at de er for “grove” ved huden (samt suger for meget produkt) 🙂 hvordan synes du de fungere? Ellers en rigtig fin opskrift nemlig!
Hej Mille,
Tak for din kommentar. <3
Jeg bruger dem også til øjenmakeup, og derfor hækler jeg dem som regel i mørke farver. 😉
Dem jeg har nu, har jeg haft i flere år, og med en god kogevask efter brug, holder de sig rigtig fint. Mht. om de kradser eller er hårde ved huden, så kommer det meget an på kvaliteten af bomulden. Jeg har nogle meget bløde og nogle lidt kradse, så det billige bomuld går jeg uden om fremover.
Jeg smører olie på huden, så skidt og makeup opløses, og derefter bruger jeg rondellerne til at fjerne det med – jeg skyller dem op i lunkent vand et par gange undervejs. Jeg putter altså ikke et renseprodukt direkte på rondellerne.
Kh Maria
hej så.
nu har jeg hæklet 2 stk.
syndtes de buer lidt som en skål hvad gør jeg forkert??
ellers dejlig opskrift.
tak
Hej Jeanne,
Mon du husker at starte hver omgang med 2 luftmasker?
Håber, du fandt ud af det.
Kh Maria
Hej.
Jeg har prøvet opskriften, og det sker det samme for mig som for Jeanne Bülow, så jeg må også gøre noget forkert.
Venlig hilsen Lene
Hej Lene,
Mon du husker at starte hver omgang med 2 luftmasker?
Håber, du fandt ud af det.
Kh Maria
Jeg starter hver omgang med 2 luftmasker. Kan der være andet vi gør forkert?
Hvor mange rondeller bliver der ca. af 1 bundt bomuldsgarn?
Uendelig mange! 😉 Jeg ved det faktisk ikke. Har aldrig prøvet at lave rondeller af et helt nøgle garn. Jeg plejer at bruge rester. <3
Helt ny i hækling. Hvis jeg i 3. Omgang kun hækler i hver 2. Maske kommer der store huller og træk/vrid
Men du mon at man hækler Skiftevis 1 stgm og 2 stgm?
Og når du skriver i hver 3. Maske er det så 2 masker med 1 stgm og 1 maske med 2 stgm?
Gir det mening ?
For gør jeg sådan blir de “flade”,
Mvh Maria
Det er lige præcis sådan, det skal forstås. Dejligt at du fandt ud af det. 😉