Hæklede karklude – min bedste opskrift

af Maria

Jeg tror, jeg har afprøvet samtlige opskrifter på strikkede og hæklede karklude, som findes på nettet – plus et par stykker, som kun findes i mit hoved, og ikke er værd at skrive ned.

Ikke mange af dem har fungeret – ikke sådan på længere sigt i hvert fald. Enten blev karkludene for løse og dermed kæmpe store i løbet af kort tid, eller også var de for tynde, for tykke, for slaskede eller for skrøbelige. Jeg har skuffen fuld af mange mærkelige klude, men herregud, de skal jo også bare bruges til at tørre af og op med, så selvfølgelig bliver de brugt. Men jeg har nu mine favoritter, som jeg gerne leder hele bunken igennem for at finde …

Jeg er nemlig kommet frem til denne ene opskrift på hæklede karklude – og de virker! De er holdbare, har den rette størrelse, er gode at tørre af med og lette at vride op (med mindre man har problemer med hænder og håndled) og de ændrer ikke facon ved hverken vask, brug eller tørring.

Opskriften er tilmed så nem, at man ikke rigtig behøver at tænke undervejs. Man kan bare lade hænderne arbejde og hjernen tage på udflugt. Ren afslapning. Det er min form for meditation.

Opskriften får du her:

Hæklede karklude

Garn: 1 nøgle bomuldsgarn 8/4
Hæklenål: 3,5

Slå 52 m op.

Hækl en række fastmasker. Vend med 2 luftmasker.

Herefter hækles hver række således: halvstangmasker i bagerste maskeled i hver m, vend med 2 luftmasker.

Fortsæt til kluden er kvadratisk – eller til der ikke er mere garn i nøglet.

Bryd garnet og hæft ender.

Inden brug er det en god idé at lægge kluden i blød i koldt vand i min. 12 timer og derefter at vaske den på 60 grader. Så suger den bedst.

Flere indlæg

Skriv en kommentar

Bloggen her bruger cookies – det håber jeg, du er OK med. Accepter Læs mere