Grøntsagsmuffins – perfekte til madpakken

af Maria
Grøntsagsmuffins

Grøntsagsmuffins

De her grøntsagsmuffins er super lette at lave, hvis du har en foodprocessor, og de er perfekte til madpakken eller til den lille sult mellem måltiderne.

De er fyldt med grøntsager (deraf navnet, hæhæ …) og gode proteiner fra æg og ost, og de er derfor sunde og nærende og har den der gode umamismag, som vi alle sammen holder så meget af.

Jeg putter dem i madpakkerne, og selv kræsne børn og teenagere spiser dem gerne. Og så luner jeg mig ved tanken om, at jeg på den måde får lokket lidt grønt i dem.

Som en ekstra bonus kan man få brugt nogle af de der lidt kedelige grøntsager fra grøntsagsskuffen, så vi undgår madspild. I princippet kan alle grøntsager nemlig bruges – så skal du bare tilpasse mængden af mel, så konsistensen passer. Den skal være let fugtig, sammenhængende og ikke for flydende.

Grøntsagsmuffins

Grøntsagsmuffins

Udskriv
Antal: ca. 12 stk
. 200 calories 20 grams fat

Ingredienser

4  æg
2 gulerødder
1 lille broccoli – inkl. stok
1/2 blomkål
1 stort løg
1/2 dl olivenolie
1 dl revet parmesanost
2-3 dl fuldkornshvedemel – tilpas mængden så konsistensen er let fugtig
1 spsk pesto
1 tsk salt
Friskkværnet peber

Sådan gør du

Rengør grøntsagerne og skær dem lidt ud. Skær også parmesanosten ud i ikke for små stykker. Put grøntsager og ost i en foodprocessor og kør til en masse.

Pisk æg og olivenolie luftigt i en anden skål.

Tilsæt grøntsagerne, pesto, salt, peber og fuldkornshvedemel og rør godt.

Fordel i muffinsforme smurt med lidt olie og bag ved 200 grader i 12-15 min.

Flere indlæg

Skriv en kommentar

Bloggen her bruger cookies – det håber jeg, du er OK med. Accepter Læs mere