Glutenfri pizza

af Maria
Glutenfri pizza

Glutenfri pizza

Glutenfri bagning kan godt være lidt … besværligt. Og glutenfri pizza er en af de virkeligt svære, ikk? Enhver, der har en eller anden form for gluten-intolerance ved, at al mad, der indebærer noget med hvede, kan være umådelig svært at undvære og erstatte. Jeg ved det, for jeg er en af de “heldige” der elsker brød i alle afskygninger (seriøst – jeg ku’ leve af brød med smør og pasta med pesto!) og som samtidig har en lille smule bøvl med at tåle det. Det er bunduretfærdigt, og jeg ved, at vi er mange med samme problem.

Jeg har på ingen måder cøliaki i medicinsk forstand. Jeg bliver ikke syg af at spise gluten. Men. Jeg får det heller ikke godt af det. Så derfor undgår jeg det naturligvis i så stort omfang, det er praktisk muligt. Jeg er ikke – som med al min anden mad – fanatisk eller super konsekvent, men jeg er altid på udkig efter alternativer der, hvor det kan lade sig gøre. Og det er faktisk slet ikke så svært eller skidt, når man først vænner sig til det.

Den her opskrift på glutenfri pizza er fx en af de opskrifter, som jeg virkelig er glad for. Det bliver jo ikke til en sprød, stenovnsbagt pizza med luftlommer og knasende bid i skorpen. Men den smager virkelig godt, og herhjemme er den godkendt af både børn og voksne. Også de kræsne af slagsen.

Og som en ekstra bonus, så er dejen til denne pizza faktisk også perfekt som boller, pitabrød og burgerboller, så her er der altså tale om en vaskeægte grundopskrift i det glutenfri bageri.

Når jeg ælter dejen til denne pizza (eller bager boller eller noget andet af dejen), så glædes jeg i øvrigt altid over, at den er så nem at arbejde med. Den klistrer slet ikke – hverken til fingre, skåle, bordplade eller kagerulle, og der sætter sig ikke dej fast i opvaskebørsten og vaskens afløb, når man gør rent bagefter. Det er jo dejligt – men også tankevækkende i forhold til de glutenholdige dejtyper, som klistrer helt vildt: det må de jo egentlig også gøre i vores tarme…?

Opskriften herunder er kun til selve bunden til din pizza. Fyldet må du selv stå for – og her er der jo alle muligheder for at vælge alt det, man allerbedst kan lide.

Glutenfri pizza

Glutenfri pizza

Udskriv
Antal: 3 store pizzaer (4-6 personer)
. 200 calories 20 grams fat

Ingredienser

25 g gær
1 l koldt vand
1 dl loppefrøskaller
2 spsk sirup eller flydende honning
2 tsk salt
1/2 dl olivenolie
300 g fuldkornsmajsmel
500 g fuldkornsrismel

Sådan gør du

Opløs gæren i vandet og tilsæt loppefrøskallerne. Lad det stå ca. 5 min så loppefrøene kan nå at opsuge væske.

Tilsæt olie, salt, sirup/honning og mel og ælt det hele godt sammen.

Stil dejen til hævning i mindst 1 time – gerne mere. Den hæver ikke synligt på samme måde som en hvededej, men du vil alligevel opleve, at den bliver mere luftig.

Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir ved hjælp af en kagerulle. Den skal være helt tynd – så tynd som muligt.

Forbag pizzabunden ved 220 grader i ca. 10-12 min indtil den bliver lysebrun i kanten.

Tag pizzabunden ud og pensl straks med olivenolie rundt langs kanten.

Put fyld efter eget ønske på pizzaen og bag den til slut ved 220 grader i ca. 20-25 min.

Et lille tip ...

Opskriften er til 3 store pizzaer – nok til at mætte 4-6 sultne mennesker.

Jeg plejer i øvrigt at lave dejen med majsmel og rismel (altid fuldkornsudgaverne), men man kan sagtens udskifte med andre typer glutenfri mel som fx hirse og boghvede. Man skal selvfølgelig lige være opmærksom på smagen, for nogle typer smager mere kraftigt og “anderledes” end majs- og rismel. Men som med alt andet i livet, så er det jo en vanesag, og jo mere man vænner sig til andre smagsoplevelser end den klassiske hvede, som vi alle er vokset op med, jo bedre og mere naturligt smager det.

Faktisk er jeg ret overbevist om, at det er godt og sundt for os mennesker at spise lidt mere varieret, end vi er vant til. Hvede er godt – men alt med måde. Også selvom man ikke har problemer med at tåle gluten.

Flere indlæg

1 kommentar

Susan 24. februar 2024 - 16:58

Hej og tak for den fine opskrift.Men jeg kan ikke tåle loppefrøskaller,er der noget jeg kan erstatte det med?Evt pofiber.Bedste hilsen Susan

Svar

Skriv en kommentar

Bloggen her bruger cookies – det håber jeg, du er OK med. Accepter Læs mere