Fredagsguf: Vegansk og sukkerfri frugtsalat

af Maria
Fredagsguf: Vegansk og sukkerfri frugtsalat

Vegansk og sukkerfri frugtsalat

Det her er i virkeligheden en vitaminbombe forklædt som dessert, og man kan således gå ombord i denne uges fredagsguf (næsten) uden dårlig samvittighed.

For selvfølgelig er der en del kalorier i sådan en portion. Men det er der altså i næsten alle former for søde sager. Til gengæld får man i sådan en frugtsalat foræret en masse dejlige vitaminer, mineraler og gode fibre, som man ellers ikke bliver beriget med i traditionelle desserter, slik og kage.

Så hvis du elsker dessert, men gerne vil være lidt sund (som jeg gerne vil her i januar), så er det nu du skal i køkkenet. 🙂

Frugtsalat er i øvrigt en lidt overset dessert, synes jeg.

Det var noget af det mest smarte og trendy at servere tilbage i 80’erne og 90’erne, da jeg var barn. Men siden da er det gået voldsomt ned af bakke for frugtsalaterne, og det er altså meget længe siden, jeg har set frugtsalat på menuen nogen steder. Hverken til private middage eller på restauranter og caféer.

Det skyldes muligvis vores alle sammens generelle fedt- og sukkerforskrækkelse. Frugtsalat blev jo tradionelt lavet af store mængder fuldfed flødeskum og godt med sukker. Nogle gange var der nærmest mere flødeskum end frugt i “salaterne” og jeg kan faktisk huske, at jeg ikke var vildt begejstret for det som barn.

Men denne udgave er jeg til gengæld rigtig vild med. Jeg har lavet den både vegansk og sukkerfri, fordi vi jo ikke spiser så mange mejeriprodukter herhjemme, og fordi sukker i virkeligheden er totalt overflødigt i en frugtsalat, som i sig selv er lige præcis så sød, som den skal være. Jeg bruger oftest en sojafløde fra Alpro i en udgave, der er beregnet til at blive pisket. Den fungerer rigtig godt og smager dejligt. Hvis du vil, kan du sagtens bruge almindelig fløde, som du pisker til flødeskum.

Jeg gør mig umage med at skære frugterne flot ud, så det ser mere indbydende ud, og jeg vælter ikke frugterne rundt i flødeskum, men lægger blot skum på toppen af frugterne, så man kan se, hvad man putter i munden.

Det her er i øvrigt en ganske glimrende måde at lokke tonsvis af frugt i ellers frugtskeptiske børn, er min erfaring. Mine børn er i hvert fald nærmest bundløse, når det kommer til frugtsalat, hvorimod et helt æble eller en uskrællet appelsin får dem til at gå baglæns og slå korsets tegn for sig nærmest pr. automatik. 😉

Fredagsguf: Vegansk og sukkerfri frugtsalat

Vegansk og sukkerfri frugtsalat

Vegansk og sukkerfri frugtsalat Det her er i virkeligheden en vitaminbombe forklædt som dessert, og man kan således gå ombord i denne uges fredagsguf (næsten) uden dårlig samvittighed. For selvfølgelig er der en del kalorier i sådan en portion. Men det er der altså i næsten alle former for søde… Mad Fredagsguf: Vegansk og sukkerfri frugtsalat European Udskriv
Antal: 4-6 personer
. 200 calories 20 grams fat

Ingredienser

4 æbler
1/2 klase stenfri vindruer
3 bananer
4 kiwier
100 ml Alpro sojafløde til at piske
1 tsk vaniljepulver
1 spsk citronsaft
Lidt revet chokolade som drys (evt. i en vegansk udgave)

Sådan gør du

Skræl bananerne og skær dem i skiver.

Skær kiwifrugterne fri for skræl og i tern.

Vask æblerne, fjern kernehusene og skær æblerne i tern, men behold skrællen på.

Vask vindruerne og halver dem.

Put alle frugterne i en skål og hæld citronsaft over.

Pisk sojafløden i 2 min. til den stivner. Tilsæt vaniljepulver og rør det ud.

Læg fløden ovenpå frugterne og drys med revet chokolade.

Servér straks.

Et lille tip ...

Sojafløden kan naturligvis uskiftes med almindelig fløde.

Rigtig god weekend.

Flere indlæg

2 kommentarer

Line 16. januar 2018 - 19:49

Frugtsalat er fantastisk! Jeg har aldrig opdaget at det blev umoderne 🙂 Jeg har en veninde, der næsten altid laver det og den er også fast på snack-menuen blandt personalet på mit arbejde 🙂
Hos min morfar fik vi altid syltede pærer, fra dåse, med flødeskum som dessert. Det har jeg ikke mødt siden min barndom, og overvejer meget at det må prøves igen… dog uden dåsemad

Svar
Maria 18. januar 2018 - 14:34

Haha, dejligt at høre at der stadig er nogen, der spiser frugtsalat derude. 😉 Jeg synes bare meget sjældent, jeg støder på den form for dessert, og det er jo virkelig ærgerligt, når det nu smager så godt og samtidig er ret sundt.
Mmmm, syltede pærer med flødeskum … det har jeg ikke fået i årevis! Ellers en super lækker og meget simpel dessert. Jeg tænker noget med hjemmesyltede pærer, hakket chokolade og friskpisket flødeskum … Det må jeg hellere få set nærmere på! 😉
Kh Maria

Svar

Skriv en kommentar

Bloggen her bruger cookies – det håber jeg, du er OK med. Accepter Læs mere