Så blev det fredag igen. Pyha.
Vores uge har været ret vild med masser af arbejde og så lige toppet med to skolefester onsdag og torsdag aften – en med hvert barn. Det har været lidt hårdt, og jeg kan godt mærke i kroppen, at jeg slet ikke har fået slappet nok af i denne uge.
Det har jeg tænkt mig at få rådet lidt bod på i den kommende weekend, som blandt andet byder på strikke-komsammen med søde piger, oprydning og rengøring i containeren (aka vores hjem), tøjvask og andre herligheder. Det føles nemlig godt at få styr på den slags i weekenden, så man er klar til en ny uge mandag morgen. Jeg hader at komme skævt ind i nye uger, og det gør jeg altså nemt, hvis der ikke er styr på basen.
Og så er det vel også ved at være på tide at finde lidt julepynt frem, tror jeg. Det bliver ikke vildt julet hos os i år, for vi skal flytte lige efter jul, så vi holder det simpelt i år. Men lidt gran og lys og hjerter og stjerner skal det nok blive til. Jeg har lyst til at naturen skal være tema i år, og det er heldigvis nemt, når man bor i en skov.
Men først er det fredag aften, og det er faktisk lige om lidt. I dag får du min bedste opskrift på en hyldeblomstdrink, vi serverede som velkomstdrink til Lærkes 12 års fødselsdag. Det var noget jeg lige fandt på i farten i sidste øjeblik, men den blev yderst vellykket, så den er blevet et fast element hos os.
Den kan i øvrigt serveres både med og uden alkohol og med både friske og frosne brombær, så det er en drink, der kan tilpasses alle lejligheder på alle tider af året, og som de fleste kan lide, fordi den er sød og mild i smagen.
Vi har lige præcis en flaske hyldeblomstsaft og lidt frosne brombær fra sommerens høst tilbage i fryseren, og den (fryseren) skal tømmes inden vi skal flytte, så det passer jo ret perfekt.

Ingredienser
1 del hyldeblomstsaft
1 del Vermouth (tør eller sød – det bestemmer du)
2 dele danskvand
3-4 friske eller frosne brombær i hvert glas
Isterninger
Sådan gør du
Bland hyldeblomstsaft, Vermouth og danskvand i en kande og rør rundt.
Hæld op i fine glas og put 3-4 brombær i hvert glas.
Hvis brombærrene er frosne kan du eventuelt undlade isterninger – ellers tilsættes 1-2 isterninger i hvert glas.
Et lille tip ...
Hvis drinken skal serveres alkoholfri, tilsætter du bare lidt mere danskvand og udelader Vermouth.
Og så i øvrigt ikke ét ord om Black Friday her fra mig. Jeg kan ikke udstå den tradition, og jeg fejrer det hvert eneste år med at købe absolut ingenting! Således også i år.
♥