Filmanbefaling: “Allied”

af Maria

Filmanbefaling: “Allied”

Jeg har altså noget med film, der handler om 2. verdenskrig … Og jeg har på fornemmelsen, at jeg ikke er alene om den “last”? I hvert fald bliver der ved med at dukke nye film op, der har 2. verdenskrig som omdrejningspunkt.

Nyeste skud på den stamme er filmen Allied, som Anders og jeg så forleden aften. Temaerne er kærlighed, hemmeligheder og menneskeskæbner under den sidste store verdenskrig. Og den er ret så herlig, synes jeg – altså filmen. Bestemt ikke krigen!

I hovedrollerne spiller Brad Pitt og Marion Cotillard. Førstnævnte er blandt mine absolutte skuespillerfavoritter – sidstnævnte var en for mig helt ukendt skuespiller, men nu en ny favorit. De to hovedrolleindehavere spiller super fint over for hinanden – Brad Pitt som den canadiske efterretningsofficer Max Vatan og Marion Cotillard som den franske modstandskvinde Marianne Beauséjour.

Allied

Filmen handler om Max og Marianne, der samarbejder på en ret farlig mission. Undervejs forelsker de sig, hvilket måske umiddelbart kan virke lidt cheesy, men det fungerer overraskende godt, og man tror faktisk på deres historie. De gifter sig og får et barn og lever lykkeligt sammen, indtil Max en dag bliver kaldt til møde …

Man mistænker nemlig Marianne for at være dobbeltagent for tyskerne, og Max har nu 72 timer til at modbevise påstanden – ellers skal han selv likvidere sin kone, for ikke selv at blive hængt for højforræderi …

En rigtig fin, velproduceret og velspillet film, der absolut kan anbefales, hvis du er til kærlighedshistorier, menneskeskæbnefortællinger og generelt bare film om 2. verdenskrig.

Flere indlæg

Skriv en kommentar

Bloggen her bruger cookies – det håber jeg, du er OK med. Accepter Læs mere