Der er noget i luften …

af Maria
Der er noget i luften …

… og det er hverken kærlighed eller duften af jul.

Det er gylle.

Er I også ramt? For det er vi. Selvom vi endda bor inde i byen nu, så breder lugten sig villigt fra land til by, og i dag er det i hvert fald ikke muligt at tørre tøj udendøre. Jeg er træt af det.

Jeg elsker jo ellers efteråret – det ved enhver, som læser med nogenlunde regelmæssigt, når jeg skriver. Men der er altså én ting, jeg bestemt ikke holder af i denne tid, og det er når landmændene kører deres gylle ud.

Jeg er ikke en sart bybo som kun kan udholde duften af lavendel og røde roser. Jeg elsker landlivet og de lugte, der er på landet. Altså nogle af dem! For mig er lugten af frisk gødning, vellykket kompost og dyr, der lever under så gode forhold, at de kan opretholde deres naturlige hygiejne, faktisk kun dejlig. Jeg rynker ikke på næsen ved synet eller lugten af frisk staldgødning, og jeg har ikke det mindste imod at muge ud efter glade dyr.

Med andre ord: Jeg er ikke sart.

Men når stanken af kemisk lugtende gylle fra storindustrielle landbrug rammer, så vender det sig i mig. Jeg synes næsten jeg kan lugte de enorme mængder antibiotika og pesticider, som gyllen unægtelig indeholder. Og jeg kan for mit indre øje se de stakkels dyr klemt sammen i alt for små bure uden adgang til deres naturlige habitat. Det gør mig trist – og vred.

Hvorfor tillader vi dette vanvid år efter år? Hvorfor fastholder vi, at den eneste måde at producere mad er ved at udnytte og udpine jordens ressourcer og se stort på dyrenes velbefindende?

Der ER andre måder. Selvfølgelig er der det. Men så længe vi holder hånden over (især de konventionelle, men også til dels de store økoindustrier som i deres udformning minder mere og mere om de konventionelle) landbrugere? Hvorfor siger vi ikke stop?

Oprøret er langsomt på vej fra bunden. Forbrugerne vender sig mere og mere imod de konventionelle madproducenter og køber i større og større grad økologisk. Men det går for langsomt på den måde. Alt, alt for langsomt! Forbrugerne taler med deres penge, men så længe der findes hakket svinekød i køledisken til 10 kroner kiloet, får vi ikke stoppet vanviddet – og i hvert fald ikke i tide. VIL vi virkelig vente til den dag hvor al vores rene drikkevand er ødelagt? Og vi alle sammen er blevet immune overfor antibiotika?

Landbruget har faktisk ikke sprøjtet med gift og overforbrugt antibiotika så frygtelig længe. Kun en enkelt generation eller så. Generationerne før dem var faktisk økologer, selvom de ikke havde nogen certifikater. Der var jo ikke andre muligheder, for pesticiderne og medicinen fandtes ikke, eller man havde endnu ikke oplevet fordelene ved at bruge det.

For selvfølgelig giver det kæmpe fordele at bruge gift, gylle og medicin. Når man sprøjter med gift og pumper medicin ind i dyrene, så kan man jo producere langt mere på langt mindre plads og med langt mindre indsats. Men det har selvfølgelig sin pris. Der er ikke noget her i verden, der er gratis, og når noget er for godt til at være sandt, så er det som regel også for godt til at være sandt.

Så hvorfor holder vi hånden over landbruget? Hvorfor støtter vi det økonomisk, når enhver med lidt forstand kan se, at landbruget ikke er spor rentabelt eller bæredygtigt – hverken økonomisk eller miljømæssigt?

Hvem støttede skomageren, da hans fag uddøde? Hvem støtter mig, når min branche disrupter for vildt i disse år? Hvem hjalp journalisterne, da alle papiraviserne pludselig nærmest uddøde fra den ene dag til den anden? Da ingen længere ville betale for godt skribentarbejde, fik journalisterne så EU-støtte, så de stadig kunne holde gang i deres skrantende virksomheder? Nej vel. De måtte selv finde nye måder at klare sig på, for sådan gør fornuftige mennesker med forstanden i behold: De tilpasser sig og gør det, der må gøres. Og det kan langbrugerne også. De er jo intelligente folk med hjertet på rette sted, for ellers ville de slet ikke vælge at beskæftige sig med landbrug.

Så når de nu alligevel bliver sure på mig over dette indlæg (for det gør alle mennesker, når man presser dem på deres levebrød) og siger, at så går de jo konkurs, og det kan samfundet ikke være tjent med, så er jeg bare nødt til at sige: Jo. Det ville samfundet faktisk være rigtig godt tjent med. Måske ikke på kort sigt, for vi skal jo stadig have noget at spise, og en form for fornuftig overgangsordning skal helt sikkert etableres. Men på den lange bane ville samfundet, planeten og vores fremtid virkelig have gavn af, at vi stoppede med at sprøjte gift og gylle ud på markerne og medicin ind i dyrene. Det ville faktisk være sundt for os.

Vejen frem er desværre ikke bare at omlægge samtlige landbrug til økologi – vi skal endnu videre end det, hvis vi skal nå at rette skuden op. For økologerne spreder også gylle i stor stil, og det skal de også stoppe med. Vi skal i det hele taget stoppe med at producere mad, som om det var døde ting. Mad er levende organismer, som skal behandles med kærlighed og respekt hele vejen fra jord til bord.

Faktisk skal vi til at tage vores mad meget mere alvorligt. Behandle den med ære og respekt. Gøre os umage og ikke være blege for at gøre det ordentligt og anstændigt, selvom det sagtens kan gøres billigere og hurtigere. For det er en stakket frist – som at tisse i bukserne. Billigt og hurtigt er rart nu og her, men på sigt får det som regel konsekvenser. Hvis du bygger dit hus af dårlige, billige materialer, så holder huset kun kort tid. Det samme gælder for din krop og vores planet.

Hvis din mad er meget billig, så er den ikke produceret med kærlighed. For det kan man simpelthen ikke. Derfor er den eneste vej frem, som jeg ser den, mange flere mindre landbrug med små, bæredygtige produktioner og dertil en langt højere grad af selvforsyning i de enkelte husholdninger. På den måde gør vi det muligt for mennesker at dyrke jorden og avle dyrene på en måde, som passer bedre til naturens rytme. Og på den måde undgår vi store kornørkener, hvor bierne farer vild og dør af udmattelse på midten, og store fabrikker fyldt med svin i lag, som aldrig har smagt jord eller rullet sig i mudder. På den måde laver vi mad på en måde, der er anstændig og bæredygtig – både økonomisk, dyreetisk og miljømæssigt. Og det er der fremtid i.

Men politikerne skal på banen. Med forbud, regler og nye love. Vi skal jo ad en helt anden vej – en vej, som ikke er blevet betrådt i årtier, men som måske i virkeligheden ligger vores hjerter mere nært. Flere og flere mangler ro, natur og naturlighed i deres high tech’ede hverdage. Mange ville elske at stige af storbyræset for at slå sig ned som småbrugere rundt omkring i Vandkanterne. Det er ikke et Utopia, jeg snakker om. Det er faktisk ikke engang det mindste urealistisk. Men det kræver hjælp, støtte og omstillingsparathed. Og så skal det gå stærkt.

Stærkt kommer det ikke til at gå, hvis vi skal vente på at markedskræfterne via forbrugerne regulerer landbruget. Markedskræfterne vil altid kun regulere hen imod mer- og overforbrug og større konkurrence, og det er slet ikke den måde, vi får bedre mad. God mad er ikke billig, den er ikke i overflod (kun når den er i sæson), og den er frem for alt ikke nem at lave. Men den er det værd.

For det er jo dét, vi lever af.

Flere indlæg

2 kommentarer

Mette 30. november 2018 - 12:20

Sikke et velskrevet indlæg, Maria – wow!!

Jeg er fuldstændig enig i ALT, hvad du skriver og spiser også derfor selv 99,9% økologisk og har efterhånden gjort det i maaaange år. Det samme med make up, cremer og shampoo og ja, alting er dyrere, men også sundere for mig og miljøet <3

Reply
Maria 30. november 2018 - 14:19

Tak for din søde kommentar, Mette. Vi to er enige om mange ting. <3

Reply

Skriv en kommentar

Bloggen her bruger cookies – det håber jeg, du er OK med. Accepter Læs mere