Citronmuffins med birkes og citronfrosting

af Maria

Jeg er vild med kager, der smager af citron.

Jeg må endda med en lille smule skam indrømme, at jeg også er typen, der kan finde på at købe en citronmåne.

Ja, det sagde jeg. Citronmåne!

Meeen, den plejer at skuffe fælt når den første eufori først har lagt sig, og jeg foretrækker til enhver tid at sætte tænderne i en mere veltillavet citronkage. Gerne en hjemmebagt.

Jeg er i det hele taget bare vild med syrlige kager. Der er noget med kontrasten mellem det sure og det søde, som jeg rigtig godt kan lide. Jeg synes faktisk ofte, at kager med meget chokolade, nougat og den slags lækkerier let kan blive for meget. Sådan en gang citron gør meget for sammenhængen af smagen i en kage, hvis du spørger mig.

De her citronmuffins med birkes smager helt forrygende – især med det lækre lag frosting på toppen.

Opskriften her er inspireret af den superdygtige blogger Emily Salomon, men tilpasset og ændret som jeg synes, den skal være. Og det er jo det skønne ved at lave sin mad selv fra bunden – at man kan lave det lige præcis, som man selv bedst kan lide det.

Citronmuffins med birkes og citronfrosting

Udskriv
Antal: ca. 12 stk
. 200 calories 20 grams fat

Ingredienser

4 æg
3 dl sukker
1 tsk vaniljepulver
100 g smør
300 g mel
1 tsk bagepulver
1 tsk natron
1/2 tsk salt
skal og saft af 2 citroner
1 dl blå birkes
2 spsk smør
3 dl flormelis
skal af 1 citron
2 spsk citronsaft
100 g flødeost

Sådan gør du

Pisk æg, sukker og vanilje sammen til en luftig masse.

Smelt smør og tilsæt til æggemassen.

Bland mel, natron og bagepulver i en anden skål, og vend det derefter over i æggemassen.

Tilsæt citronsaft, citronskal og birkes og rør dejen jævn.

Fordel dejen i muffinsforme og bag ved 200 grader i ca. 15 min.

Pisk ingredienserne til citronfrostingen sammen og put den i en sprøjtepose med en passende tylle i spidsen.

Lad kagerne køle helt af, inden du fordeler frostingen på dem.

citronmuffins med birkes

Flere indlæg

Skriv en kommentar

Bloggen her bruger cookies – det håber jeg, du er OK med. Accepter Læs mere