“Øens hemmeligheder” af Kimberley Freeman
Sikke en dejlig bog, jeg lige har læst! Der er ellers efterhånden længe imellem, at jeg virkelig bliver opslugt af en bog – sådan på den der måde, hvor man næsten ikke kan slippe historien og bare forsvinder ind i bogens verden. Det skete ofte for mig, da jeg var barn og ung, men i dag synes jeg, der er langt imellem de virkeligt gode læseoplevelser.
Men denne bog – Øens hemmeligheder – formåede altså at fange mig. Lige fra første til sidste side var jeg 100% optaget af historien, og selvom bogen ikke kan kaldes en stor litterær oplevelse, så var den en lækker feel good oplevelse, og den slags skal man altså ikke fornægte.
Historien var lige præcis så spændende, at jeg bare måtte læse videre, men samtidig var den så rar, sød og nærværende, at jeg ikke oplevede de store følelsesmæssige udsving. Jeg har svært ved at læse mange af de bøger, der ellers er populære for tiden – især krimier – fordi de påvirker mig så meget. Jeg bliver virkelig berørt af menneskelig ondskab og ulykke, selvom det bare er en fiktiv fortælling, og jeg har svært ved at læse den slags lige før jeg skal sove. Og det er netop mit yndlingstidspunkt at læse: i min seng lige før jeg lægger mig for natten. Og det skal jeg jo helst ikke gøre med bankende hjerte og rædselshistorier kværnende rundt i hovedet, vel. 😉
Fra bogens bagside
Bestsellerforfatteren Nina Jones bor i Sidney, men har købt sin oldemors gamle hus på Ember Island. Efter en voldsom storm rejser Nina ud på øen for at se til huset og for at skrive sin roman færdig.
Her møder Nina marinebiologen Joe, og hun er fra første øjeblik instinktivt tiltrukket af ham. Men en dybt bevaret hemmelighed gør det umuligt for Nina nogensinde at binde sig til en mand.
Historien foregår sideløbende i to forskellige tidsperioder; i nutiden, hvor vi følger Ninas kamp med sig selv, sit forfatterskab og sit kærlighedsliv, og så tilbage i slutningen af 1800-tallet, hvor Ninas oldemor, Eleanor Holt, var en lille pige, der boede på fængselsøen Ember Island med sin far – i det hus, som Nina nu ejer og bor i.
Bogen af fuld af mysterier og hemmeligheder, og det hele er så velskrevet og godt tilrettelagt, at man aldrig kommer til at kede sig. Jeg gjorde i hvert fald ikke, og jeg nød hvert eneste øjeblik, mens jeg læste Øens hemmeligheder.
Lån dine bøger på biblioteket
Jeg låner næsten altid mine bøger på biblioteket. Jeg synes, det giver så fantastisk god mening, for det er meget sjældent, at jeg læser den samme bog mere end én gang – medmindre det er en helt særlig bog, som virkelig betyder noget for mig. Dens slags bøger står naturligvis i min egen bogreol, men jeg forsøger altså at begrænse mit eget lager af bøger. Dels fordi jeg ikke ønsker at slæbe rundt på tonsvis af jordisk gods her i livet, dels fordi jeg sparer mange penge ved at låne bøgerne i stedet for at købe dem alle sammen.
Det er super nemt at bestille de bøger, man gerne vil læse, via bibliotekernes hjemmesider, og så får man besked, når ens bestilling står klar til én. Så er det bare at hente dem fra hylden – det tager 2 min og koster ingenting!
At vi har et så velfungerende bibliotekssystem i Danmark, som vi har, er i øvrigt fuldstændig fantastisk, og noget vi virkelig skal værne om. Deleøkonomi i dets rendyrkede form, sat i system og professionelt styret – jeg er vild med det. 🙂
Er du også vild med bøger? Læs flere boganbefalinger her
Rigtig god læselyst.
♥
2 kommentarer
Tusind tak for en dejlig anbefaling af ‘min’ verden, nemlig folkebibliotekerne 🙂 Bogen kommer straks på listen over ‘gode bøger til voksne kvinder’!
Selv tak, Kirstine. 🙂 Hvis jeg skulle skifte branche, så skulle jeg helt sikkert være bibliotekar – det må være et dejligt job.
Og så fandt jeg jo også lige din fine blog – den skal jeg da se nærmere på.
God dag til dig. 🙂