Boganbefaling: “de” af Helle Helle

af Maria
Boganbefaling: “de” af Helle Helle

de af Helle Helle

Jeg er én af dem …

Én af dem, der elsker Helle Helle.

Jeg ved, at der er mange, der ikke bryder sig om hendes bøger, som synes, de er kedelige, og at der skortes alt for meget på ordene. Og så er vi dem, der bare elsker det. Alt det, som de andre hader; manglen på ord, informationer og gennemskuelighed. Som elsker, at vi aldrig helt får greb om historierne, og at de ender lige der, hvor vi virkelig begyndte at føle, at vi vidste, hvad det hele skulle ende med.

Jeg er Helle Helle-fan, punktum.

Og hendes seneste roman de er måske endda min favorit i hendes forfatterskab. Jeg var meget vild med Hvis det er (altså bare den titel!), men de slår den måske. Jeg er dog ikke sikker, men sådan er det bare at læse Helle Helle. Man er aldrig helt sikker, og det tror jeg faktisk heller ikke selv, at hun er, når hun skriver. Ordene får bare lov at komme og leve, og jeg skal gøre mig umage som læser for at give dem lov til at leve videre hos mig. Ikke at bremse dem, give dem betydning og intention, gøre dem stivnede. De skal have lov at løbe og lege – ligesom frie, glade børn.

Hvis det lyder for højtragende til dig, så skal du ikke give dig i kast med de. Hvis du alligevel gerne vil læse Helle Helle, måske for første gang, så kan jeg anbefale, at du starter med nogle af hendes første romaner – især Hus og hjem og Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand er gode at starte med. De er nemlig knap så minimalistiske.

Jeg er faktisk engang i det herrens år 2003 blevet undervist på uni af Helle Helle herself. Dengang var hun jo slet ikke så kendt som i dag, men jeg var tryllebundet af hendes stil fra første sekund. Siden da har jeg læst alt, hun har udgivet, og jeg elsker det bare mere og mere.


Fra bogens bagside:

Mængden af indbo holdes naturligt nede, hendes mor kasserer med hård hånd, det er døde ting. Hun har en remse med alle adresserne, hendes mor holder sig for ørerne, tørklædet falder frem i panden. Det er rødt og hvidt og blåt. Det er fra Sans Souci, det overlever.

de handler om teenageliv i yderste provins et sted i 80’erne, og så handler det om at miste. Det er ikke en glad historie, men den er heller ikke dyster på sørgemåden.

Hvis du har mod på en læseoplevelse af de mere specielle, så skal du bestemt læse de. Den er ikke ret lang, og den er hurtigt læst, men den sidder længe i kroppen. Lige præcis sådan, som jeg elsker det.

Indlægget indeholder affiliatelinks

Flere indlæg

Skriv en kommentar

Bloggen her bruger cookies – det håber jeg, du er OK med. Accepter Læs mere