Bevidst eller bæredygtig?
Der er stilhed på bloggen denne sommer.
Jeg holder fri, reflekterer, researcher, tænker og er til. Det sidste i tæt symbiose med min familie, som jeg nyder sommeren sammen med – i sommerhus, på stranden, på museer, i sofaen, i haven … Vi suger hvert sekund ud af ferien, inden skolen (alt for) snart starter igen.
Og mens jeg holder fri sammen med dem, som betyder allermest, så går jeg samtidig og tænker. I disse dage tænker jeg rigtig meget over, hvad fremtiden skal indeholde. Hvad jeg vil, skal og kan. I store træk er jeg draget mod noget med økonomisk frihed, nøjsom livsstil, selvforsyning og fokus på det nære. Men hvad det hele ender ud med, det ved jeg endnu ikke. Jeg ved bare, at der nok kommer til at ske ændringer. Både i mit rigtige, fysiske liv og i det digitale.
Men det kommer alt sammen senere – når det er tid. Lige nu er jeg stille.
Men før sommerferien skrev jeg et langt gæsteindlæg til en af mine yndlingsblogs, og i dag bliver det bragt – og derfor får I det også lige her på min egen kanal.
Rigtig god læsning og dejlig sommer til jer. Jeg håber, vi ses igen på den anden side.
♥
Dagens blogindlæg er oprindeligt skrevet som gæsteindlæg på bloggen Ind i verden, som – hvis I ikke kender den – absolut er et besøg værd. Siff og hendes familie er har downsizet deres liv, og bor nu meget småt og flere generationer sammen. Siff skriver selv fuldstændig forrygende, og jeg nyder virkelig at læse hendes ord, så derfor blev jeg naturligvis både beæret, glad og lidt nervøs, da jeg blev inviteret til at skrive et gæsteindlæg på hendes blog. Resultatet får I her, og det er blevet meget langt, men det var nødvendigt.
Rigtig dejlig dag til jer derude – og god læsning.
Da Siff skrev til mig og spurgte, om jeg havde lyst til at skrive et gæsteindlæg på hendes blog, fik jeg nærmest lidt præstationsangst. Siff skriver jo selv så uendeligt godt, og jeg havde svært ved at se, hvad jeg havde at bidrage med.
Men jeg sagde ja tak til udfordringen, for jeg har faktisk noget på hjerte, som jeg har tænkt lidt over på det seneste. Det handler om ord, og den måde vi omtaler os selv og hinanden i vores bestræbelser på at redde verden (lidt) hver især. I bund og grund er det bare jo ord, begreber og labels, men jeg synes, det er vigtigt, fordi vores ord betyder noget, og det gælder også – eller måske især? – når det handler om vores måde at være i verden på.
For det er blevet så populært at sige, at man er bæredygtig. At ens drikkedunk er bæredygtig, og at man lever en bæredygtig livsstil. Men hvad så når jeg – en sjælden gang – køber take away i plastemballage, flyver til Mallorca på ferie eller foretager mig noget andet, som ikke er spor bæredygtigt, men som er en helt almindelig del af et moderne liv, som ikke leves i en afsides beliggende svensk skov uden el, vand og internet? Kan jeg så overhovedet tillade mig at påstå, at jeg lever bæredygtigt?
I det daglige – for nemheds og forståelsens skyld – kalder jeg min livsstil bæredygtig, men i virkeligheden ville jeg meget hellere kalde den bevidst. For jeg synes, jeg lever ret bevidst: 90% af tiden gør jeg mig umage for at træffe gode, bæredygtige valg, og de resterende 10% af tiden må jeg så affinde mig med, at jeg ikke er perfekt.
Lad os tage et konkret eksempel: Jeg kører i en benzindrevet bil. Av. Det har jeg faktisk ikke lyst til, men lige nu har jeg intet alternativ. Jeg kunne sælge den og købe en elbil, men som jeg har regnet mig frem til, så er den samlede klimabelastning faktisk større ved nyproduktion af elbiler, end den er, hvis jeg kører videre i min benzinbil. Det mest bæredygtige valg, jeg kan træffe, er derfor at køre min gamle bil helt ned til sokkeholderne, før jeg anskaffer en ny. Og så i øvrigt at køre så lidt i den som muligt, hvilket igen forlænger holdbarheden og udskyder det tidspunkt, hvor jeg er nødt til at købe en ny. Kan I se den gode spiral?
Men nu var det jo ikke fordi, jeg ville skrive om biler. Det var fordi, jeg gerne ville skrive om det der med labels. Om de ord, vi sætter på os selv og hinanden, fordi vi generelt trives godt med at putte ting i kasser. Og inden du tænker, at jeg bare kløver ord, fordi jeg er excentrisk eller keder mig lidt, så lad mig prøve at forklare, hvorfor jeg synes, der er forskel på at kalde sig selv bevidst eller bæredygtig – og hvordan forskellen i virkeligheden kan gøre livet lidt lettere og sjovere for os alle.
I mine øjne handler en bevidst livsstil nemlig ikke om at lade være eller at undvære, forsage eller ligefrem mangle. Hvor ville det også være trist … Nej, for mig at se handler det i langt højere grad om at gøre mindre. Altså mindre af alt det slemme. Og det sjove er, at så bliver der faktisk samtidig plads og tid til, at vi kan gøre meget mere af alt det gode: være i naturen, lave mad fra bunden af grøntsager, vi måske endda selv har dyrket, gå ture, holde i hånd og være nærværende. Alt sådan noget gammeldags noget, som i dag er blevet lidt eksotisk og har fået fine, engelske navne som urban farming, slow living, mindfulness og den slags. Alt sådan noget, som vi gjorde engang, men som vi er holdt op med, fordi vi ikke har tid. Vi har ikke tid, for vi skal tjene penge, tjekke Facebook, købe ting og nå et fly.
Men vi kunne måske få tid, hvis vi begyndte at leve mere bevidst? Når vi lever bevidst, træffer vi nemlig også bevidste valg (det siger sig selv), og på den måde kan vi sørge for, at overvægten af vores handlinger er bæredygtige – og dét batter efter noget. Ingen af os er perfekte, og ingen af os kan redde Jorden helt alene, men i fællesskab kan vi nå virkelig langt.
For det allermest tankevækkende er egentlig, at Jorden faktisk godt kan holde til, at vi er her. Det kan den virkelig. Den kan bare ikke holde til, at vi overdriver – og det er der desværre alt for mange, der gør. Vi spiser forkert, flyver for meget, producerer for mange ting og genanvender alt for lidt, for nu bare at nævne nogle få problemer.
Men hvis vi nu alle sammen opførte os lidt mere bevidst og gjorde os umage for overvejende at tage gode, bæredygtige valg, så kunne vi sagtens leve gode liv – alle sammen! Ingen ville være nødt til at undvære og ingen ville have for meget. Grundtvig sagde det faktisk allerede for 200 år siden:
Da har vi i rigdom drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt.
Og selvom Grundtvig med rigdom nok mest refererede til penge og velstand, så gælder der jo præcis de samme principper, når det kommer til bæredygtighed, klima og miljø. Vi bliver simpelthen nødt til at vænne os til, at vi kan mere end vi må. Og dét bliver svært.
Men måske det i virkeligheden bare er det samme som det, vi altid sagde til hinanden, da jeg gik i skole: Ryk en balle, så bliver der plads til alle.
Og det er jo sandt.
♥